Bygning og suit

Debatindlæg: Er det kun rådgiverens skyld?

33 hospitalsbyggeprojekter, hvoraf 14 er store anlægsprojekter, har betydet fejl og medfølgende konflikter. FRIs vicedirektør Ulla Sassarsson hører konstant, når hun deltager i konferencer og seminarer, at rådgiverne har undervurderet opgaverne, og at de ikke har afsat de nødvendige ressourcer. Men er det nu helt rigtigt?

Af Ulla Sassarsson, advokat og vicedirektør i FRI
Hospital, Drift & Arkitektur, 9. december 2015

Jeg har gjort mig den ulejlighed at interviewe en række rådgivere, der deltager på en række sygehusbyggerier, og her er deres bud på, hvad der typisk går galt.

Anlægsbudgettet
Det første og altoverskyggende problem er anlægsbudgettet - et problem som også regionerne selv peger på i en nylig udgivet rapport udarbejdet af EY. Det låste anlægsbudget sammenholdt med politikkernes drømme om ikonbyggerier er en kæmpe udfordring. Ikke mindst fordi drømmene om supersygehusene har dannet grundlag for de projektkonkurrencer, som har resulteret i vinderprojekter, der i dag slet ikke er penge til. Rammerne for projektkonkurrencerne har været urealistiske fra start af. Som en borgmester udtalte før konkurrencen: Vi skal bygge et ikon for regionen og vil lade nogle af verdens førende arkitekter konkurrere. Og det gjorde de. Politikerne lod sig forblænde af de smukke byggerier, men glemte samtidig bygbarhed og økonomi, da de vurderede projekterne. Samme konklusion når regionens egen rapport frem til. I dag står det klart, at de skulle have benyttet sig af erfaringerne fra de første byggerier til at bygge nogle mindre unikke, men økonomisk mere fornuftige sygehuse.

MANGE UDBUD PÅ SAMME TID
Samtidig vælger regionerne at udbyde alle disse sygehusbyggerier i samme periode. Det har medført forøgede priser, da de danske entreprenører, som kan løfte opgaverne har rigeligt at lave. Når de forventede udenlandske aktører udebliver, giver det naturligvis en forringet konkurrence med højere priser til følge. Også det når regionens egen analyse frem til. Men hvem taber på det ud over de kommende brugere af hospitalet? Det gør rådgiverne, som bliver nød til at omprojektere for at kunne holde budgettet. Det er regionerne også inde på, men deres konklusion om, at de udenlandske entreprenører afholder sig fra at gå ind på det danske marked pga AB 92 er næppe korrekt, da AB 92 er langt blidere ved entreprenørerne end eksempelvis FIDIC's kontrakter. Derimod er de sociale klausuler og de skrappe krav til arbejdsmiljø, noget der virker skræmmende på udenlandske entreprenører.

STORT TIDSPRES
Mange af projekterne har skulle projekteres under et enormt tidspres. Fx var der på et sygehusbyggeri på over 25.000 m2 afsat et år til at lave hovedprojekt. Det er en udfordring, som gør det er umuligt at undgå fejl. Men det må siges at være en kalkuleret risiko. Mange af projekterne bliver projekteret løbende, og det giver naturligvis problemer, når entreprenørerne samtidig gør krav på et gennemprojekteret projekt.

FORKERT INDEKS
En anden finurlighed i forudsætningerne er, at anlægsbudgettet indekseres efter statens produktions- og løn indeks. Byggebranchen derimod, benytter sig af bygge-bolig indekset. Det medfører i praksis huller i budgettet, fordi de to indekser risikerer at afvige fra hinanden. Og hvis indeksproblemet først opdages efter program og helhedsplan, så skal der findes besparelser. Det kan ske ved at skære på funktioner, beskære kvadratmeter eller undlade at flytte ellers planlagte flytninger af funktioner.

Men igen er det rådgiverne, som skal finde besparelserne - i et af eksemplerne knap 100 mio. kr. - og det koster både tid og penge, ikke mindst på diskussioner med ledelse og brugergrupper.

BRUGERNE
Men der er andre problemer med at slå et for stort brød op. Brugerne bliver  stillet i udsigt, at der skal bygges supersygehuse. Brugerne, der her tæller alt sundhedspersonale, har derfor en forventning om, at der vil blive lyttet til deres behov. Det er ikke usædvanligt at der har været op til 70 brugergrupper med repræsentanter med alt lige fra drift og læger til sygeplejesker og portører.  Der har på brugerindragelsen hellige alter været afholdt tusindevis af møder - og til hvilken nytte? Sundhedspersonalet har fået stillet i udsigt, at de får en Rolls-Royce, men i virkeligheden får de en Skoda. Pengene til at efterkomme brugernes forventninger er der simpelthen ikke. Så de input, der kunne have dannet grundlag for et kvalitetsløft, bliver ikke brugt - og dermed bliver det en meget dårlig oplevelse. Rådgiverne har måtte stille op til det store antal møder, hvor de har måtte skyde størstedelen af de gode input ned, da det enten kræver øget areal eller kvalitetsløft, som der ikke har været plads til i budgettet.

Tværtimod har resultatet efter licitationerne, pga. den manglende konkurrence på entreprenørydelsen og de deraf følgende høje priser, medført behov for yderligere beskæringer af projekterne, og dermed er mange af de gode intentioner om bedre produktivitet, bæredygtighed, logistik som skulle fremtidssikre driften o. lign. forsvundet. Det kan ikke andet end at blive en dårlig oplevelse for de involverede parter. Og rådgiveren har valget i mellem at forsøge den venlige vej eller konflikten.

BYGHERREORGANISATIONEN
Rådgiverne rejser også kritik mod bygherreorganisationen, som de oplever som splittet. Ofte er der en byggeafdeling, som står for overholdelse af budgettet herunder udbuddene og en teknisk afdeling, hvis mål det er at få løftet det konkrete sygehus kvalitet i forhold til det eksisterende niveau.  Disse to mål harmonerer ikke, og det medfører, at rådgiverne bliver "en lus" mellem afdelingerne, som bekriger hinanden, og sygehusledelsen. Disse interne uoverensstemmelser giver anledning til en meget langsom beslutningsproces – ofte fordi afdelingerne ikke kan blive enige om, hvor besparelser skal være. Der er eksempler på, at det har taget op til 12 måneder at beslutte de påkrævede nedskæringer, som var præsenteret i et sparekatalog udarbejdet af rådgiveren.

Og hvorfor har bygherreorganisationen ikke været mere klare i spyttet over for brugerne, så der kom en bedre forventningsafstemning med brugerne. Ledelsen har tilsyneladende ofte haft mere travlt med at kommunikere med politikere end med at tage ansvaret for at forbedre kommunikationen med brugergrupperne.

OG HVAD ER LÆREN AF DETTE?
Forhåbentlig vil bygherrerne og rådgiverne sammen kunne finde frem til løsninger, der fremadrettet sætter et mere realistisk ambitionsniveau. Det må være målet, at byggerierne fra starten af kan bygges med den pose penge, som regionerne har til rådighed. Så brug erfaringerne fra de andre byggerier og lad være med at starte helt forfra hver gang. Vær ærlige over for brugergrupperne om, hvad der er muligt og skær møderne til, så den demokratiske proces ikke løber løbsk. Og så sørg for at der er tid nok, så projekterne kan blive projekteret færdige. På den måde vil mange fejl og dermed krav om ekstraarbejder fra entreprenørerne kunne undgås.

For som det fremgår, er det ikke kun rådgivernes fejl…

Kategoriseret under: