Debatindlæg: Retssikkerhed - klagesang fra dem, der ikke må klage

FRI m.fl. gør opmærksom på det urimelige i regeringens forringelser af klagemuligheder ved udbud. Kun 2,2 % af udbuddene bliver indbragt for klagenævnet, og leverandørerne får medhold i ca. halvdelen. Så hvis antallet af klager skal nedbringes, bør man måske se på udbydernes kompetencer, og ikke adgangen til at klage.

Af Henrik Garver, direktør i FRI, Ane Buch, direktør i Håndværksrådet, Niels Jørgen Hansen, direktør i Tekniq, Christian Lerche, direktør i DANSKE ARK.
Politiken, 21. april 2013

Hvad gør man, når man har for mange besværlige klager? Man gør det sværere, ja nærmest umuligt, at klage.

Dette er ikke ment som en vittighed. Det er faktisk præcis, hvad regeringen er ved at gøre med Klagenævnet for Udbud. I stedet for at se på, hvorfor der er klager over udbud, og hvad man kan gøre for at minimere dem, så gør man det sværere at klage.

Det er den forkerte vej at gå, især fordi kommuner i effektivitetens ånd sender flere og flere opgaver i udbud. Det klager vi ikke over - tværtimod, det værdsætter vi.

Men i takt med at flere opgaver bliver sendt i udbud, oplever vores mange forskellige medlemsvirksomheder ofte utilstrækkeligt udbudsmateriale eller umulige udbudsbetingelser.

Det er ærgerligt for den enkelte virksomhed at gå glip af en ordre, men de færreste tænker over, at det også koster mange penge at afgive et bud. Det kan koste lige fra 10.000 kroner til flere millioner at strikke et ordentligt tilbud sammen.

I den nye lov er der lagt op til, at klagefristen for udbud bliver skåret ned fra 6 mdr. til 45 dage. Det vil i praksis gøre det umuligt for en leverandør at nå at søge aktindsigt, før det besluttes, om en klage skal indbringes eller ej. Konsekvensen er, at leverandøren ikke kan nå at klage, selv om klagen er velbegrundet.

Og for at være sikre på, at man afskærer klager fra små virksomheder, stiger klagegebyret til 20.000 kr. I 2010 var gebyret 4.000 kr. En femdobling på få år. Derudover er der i de nye klageregler lagt op til, at klageren skal betale sagsomkostninger til den offentlige part, hvis sagen tabes.

Det er Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, der har italesat det, de kalder problemet med for mange klager over udbud. KL og DR hævder, at de nuværende klagemuligheder gør det meget svært og risikabelt for de offentlige indkøbere at udbyde offentlige opgaver. Derfor kræver de en ny lov, der begrænser leverandørernes mulighed for at klage over de offentlige indkøberes overtrædelser af udbudsreglerne. Og det har regeringen åbenbart spist råt - uden skelen til det urimelige og ikke mindst urigtige i synspunktet.

Virkeligheden er, at det kun er 2,2 pct. af udbuddene, der ender i klagenævnet. Der er ingen andre klageinstanser i Danmark, hvor klager får så mange medhold i deres klage over det offentlige som Klagenævnet for Udbud.

Når udbyderne ønsker færre klager, så angriber regeringen retssikkerheden, i stedet for at forbedre de offentlige indkøberes kompetencer. Leverandørerne må finde sig i at få afvist deres tilbud, hvis der er den mindste fejl. Omvendt gør de samme spilleregler sig ikke gældende for indkøberne.

Udbyderne ønsker større tolerance, hvis de laver fejl, men det koster leverandørerne og samfundet millionbeløb som følge af tab på forgæves deltagelse i udbud. Minimum burde derfor være, at udbudsreglerne bliver overholdt.

Ellers er der heller ikke nogen sikkerhed for, at den, der er bedst til at løse opgaven, vinder. Ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er det ikke holdbart. Det er trods alt skatteydernes penge, som indkøberne forvalter.