Synspunkt: Hospitalsudbud - transaktionsomkostningerne er løbet løbsk

I fagbladet "Hospital - Drift & Arkitektur" påpeger FRI's vicedirektør og advokat, at offentlige bygherrer udnytter krisen i byggesektoren og stiller uhørt høje krav til dokumentation og tilbudsmateriale, der presser transaktionsomkostningerne unødigt i vejret.

Af Ulla Sassarsson, vicedirektør og advokat i FRI
Hospital - Drift & Arkitektur, juni 2012

Offentlige udbydere udnytter deres købermagt til at skævvride aftaleforholdet mellem bygherre og rådgiver. De malker rådgiverne i udbudsprocessen og skubber risici over på dem. Den kritik fremgik af sidste måneds "Synspunkt", hvor chefjurist Preben Dahl fra DANSKE ARK gik skarpt i rette med de store hospitalsudbud på vegne af arkitektbranchen. Som repræsentant for den rådgivende ingeniørbranche kan vi kun bakke op om Preben Dahls kritik. De rådgivende ingeniører oplever ligeledes, at de offentlige bygherrer benytter sig af et kriseramt marked til at stille uhørt høje krav til dokumentation og tilbudsmateriale. Men en anden lige så kritisk tendens er de offentlige bygherrers trang til at kræve individuelle aftaler for netop deres projekter. En tendens, der presser transaktionsomkostningerne unødigt i vejret.

Der er to store problemer forbundet med de nuværende hospitalsudbud: Omfanget af det materiale, der kræves leveret i hele udbudsprocessen og kravene om individuelle kontrakter mellem bygherre og den vindende rådgiver. Lad os tage kravene til omfanget af materialet først.

Når de offentlige bygherrer sender de store hospitalsbyggerier i udbud, møder de lige nu en rådgiverbranche, der er presset på indtjeningen. Det betyder, at bygherrernes købermagt er stor. Den bruger de til at vride udbudsprocessen, så de selv får mest muligt for lavest mulige beløb. Men selv om det kan ligne en fordel på kort sigt, så er det ikke en fordel for hverken bygherre, rådgiver eller samfundsøkonomien på langt sigt. Fra vores medlemmer ved vi, at rådgiverne ikke alene må underlægge sig unødvendige dokumentationskrav i de store hospitalsudbud, men afkræves også så detaljerede tilbud, at det rent faktisk svarer til reelt projekteringsarbejde. Vel og mærke til en kompensation, der slet ikke står mål med indsatsen.

Et eksempel: I udbuddet for ombygningen af Rigshospitalet lagde man ud med at prækvalificere hele syv firmagrupper med et tilbudsvederlag på 250.000 kr. per virksomhed. Men dette beløb stod langt fra mål med de detaljerede krav til materiale, som bygherren - Region Hovedstaden - stillede til de prækvalificerede. Ud fra vores medlemmers tilbagemeldinger vurderer vi i FRI, at hver firmagruppe har brugt cirka 5.000 timer på at udarbejde tilbud. Hvis vi antager, at den type rådgivning har en gennemsnitlig timeomkostning på 700 kroner, svarer det til en udgift på ca. 3,5 millioner kroner. Altså meget langt fra tilbudsvederlaget på 250.000 kr. - og så er de 700 kroner i timen endda ret lavt sat.

Herefter udvalgte man tre grupper, der gik videre i konkurrencen, og de blev mødt af et væld af nye spørgsmål. Det krævede yderligere 5.000 timers specialiseret ingeniørrådgivning for hver firmagruppe, der igen blev spist af med et supplerende vederlag på 250.000 kr. Alt i alt har de forskellige virksomheder altså brugt ca. 50.000 timer til en værdi af 35 millioner kroner på udbuddet af Rigshospitalet. Det vindende hold får et samlet honorar på 150 millioner kroner. Totalt set vil Rigshospitalssagen dermed koste branchen mere end det vindende hold ender med at tjene som dækningsbidrag på sagen.

Og eksemplerne står desværre i kø:

  • Herlev Hospital: I projektkonkurrencen om udbygning og modernisering af Herlev Hospital endte projektgrupperne med gennemsnitligt at bruge 1,7 millioner kroner i konkurrenceomkostninger, mens det totale vederlag kun udgjorde 500.000 kr.
  • Gødstrup Hospital: I konkurrencen om det nye supersygehus i Gødstrup brugte projektgrupperne 2,2 millioner kroner i konkurrenceomkostninger til et vederlag på kun 700.000 kr.
  • Odense Universitetshospital: I konkurrencen om et nyt OUH blev der gennemsnitligt brugt 2,8 millioner kroner i konkurrenceomkostninger til et vederlag på 1,5 millioner kroner.
  • Skejby Sygehus: I konkurrencen om at bygge det nye Skejby Sygehus gik det helt galt: Her blev der gennemsnitligt brugt 10 millioner kroner i konkurrenceomkostninger til et vederlag på 1 million kroner.

Naturligvis kan man mene, at det er konkurrencens grundlæggende vilkår, at man som rådgiver i en projektkonkurrence kan risikere at tabe hele sin satsning. Alle konkurrencer har tabere og vindere. Men netop i tilfældet med hospitalsudbuddene har omkostningerne nået et niveau, der udpiner rådgiverbranchen og tvinger virksomhederne til at lægge omkostningerne over på næste tilbudsgivning. Det gør det til en meget dyr forretning rent samfundsøkonomisk.

Et andet stort problem er den stramme økonomi, der medfører, at tilbuddenes pris vægtes meget tungt. Det gør, at rådgiveren kun kan levere nøjagtigt det, der bliver bedt om i udbuddet - det er simpelthen for dyrt at nytænke projektløsningen. Det betyder, at man ved at spare på anlægsudgifterne øger driftsomkostningerne på langt sigt, fordi man i tilbudsfasen ikke har haft rum til at indtænke smarte driftsløsninger. Husk på, at driftsomkostningerne for et sygehus over to til tre år svarer til dets anlægsomkostninger. Set i det lys er en højere anlægssum givet godt ud, hvis det kan resultere i lavere totalomkostninger for hele projektets livscyklus.

Lad os nu se på kravet om individuelle aftaler. I angst for at brænde fingrene på deres byggeprojekter forlanger de offentlige bygherrer, at der skal udarbejdes individuelle aftaler og tilføjelser for netop deres byggeprojekter. Og her flyttes den risikodel, der tidligere var bygherrens, til at blive rådgiverens alene. Det kan umiddelbart lyde som en fornuftig idé for bygherren at kræve individuelle løsninger, men i sidste ende er det fordyrende og konfliktskabende for alle parter i et byggeprojekt. For det første kræver det ekstra ressourcer for bygherren at udarbejde en individuel aftale. For det andet er det tilsvarende ressourcekrævende for byggeriets øvrige parter at gennemgå aftalen, og det resulterer i øgede transaktionsomkostninger. For det tredje danner de mange individuelle formuleringer grobund for utallige mulige fortolkninger af aftalen i tilfælde af tvister, og det betyder, at der skal bruges flere ressourcer på udformning og håndtering af fortolkningstvivl.

Hvis bygherren i stedet benytter det for alle parter kendte ABR 89 uden væsentlige tilføjelser, kan aftalerne gøres utrolig simple. ABR 89 er et såkaldt "Agreed Document", der er aftalt mellem byggeriets parter. Aftalen afspejler et ligeværdigt aftaleforhold mellem rådgiver og bygherren, hvor risikoen ligger hos den part, der er nærmest til at bære den. Dette er en naturlig forudsætning for et godt samarbejdsklima. Med ABR 89 kender parterne aftalen til bunds og behøver ikke bruge ressourcer på at gennemgå aftalen. Det betyder også, at alle parter kender fortolkningen af indholdet, så tvister kan forebygges og retssager undgås. I langt de fleste byggeprojekter vil både samarbejde og byggeproces kunne foregå langt smidigere og mere effektivt, hvis parterne bruger ABR 89. Det er faktisk pointen med at udarbejde et fælles aftalegrundlag, og det er spild af skatteborgernes penge ikke at bruge det.

Vi står således i en situation, hvor de offentlige bygherrer strammer garnet så meget, at de risikerer at kvæle deres samarbejdspartnere. Ved at stille urimelige krav til både tilbud og efterfølgende kontraktforhold hæmmer man processen og udpiner en branche, der ellers i kraft af sin viden kan bidrage helt afgørende til, at vi i sidste ende står med de bedst mulige byggeprojekter. Men fagligheden og kreativiteten presses af de offentlige bygherrers kræmmer-mentalitet. I Foreningen af Rådgivende Ingeniører kan vi kun opfordre til, at de offentlige bygherrer opgiver deres kortsigtede, stramme greb om udbudsproceduren og i stedet betragter de bydende projektgrupper som samarbejdspartnere med ét og samme mål: Fremtidssikrede hospitalsbyggerier af højeste kvalitet og til en totalomkostning på lavest mulige niveau. Til gavn for bygherrerne, rådgiverne, borgerne og samfundet.