Aabent Ringbind

Styrket fokus på unødvendige omkostninger ved udbud

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sætter nu fokus på at få fjernet unødvendige omkostninger ved udbud. Det sker i samarbejde med partnerne fra kampagnen ”Bedre udbud” heriblandt FRI.

Kampagnen er en opfølgning på anbefalingerne fra en arbejdsgruppe nedsat af erhvervsministeren med det formål at begrænse omkostningerne ved at deltage i udbud. Arbejdsgruppen afleverede sin rapport i maj 2018.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen venter i det kommende halve år at offentliggøre analyser, som belyser ordregiveres transaktionsomkostninger og annullationer af EU-udbud. En række vejledninger er også undervejs. Blandt andet om køb af rådgivningsydelser under EU´s tærskelværdier og beregning af kontraktværdier. I vejledningerne vil fokus være rettet mod at holde transaktionsomkostningerne nede.

På hjemmesiden bedreudbud.dk lancerede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen 3.september et tema om at nedbringe transaktionsomkostningerne. Temaet indeholder gode råd udarbejdet i et samarbejde mellem partnerne bag kampagnen ”Bedre udbud”. De repræsenterer såvel ordre- som tilbudsgivere.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen står bag ”Bedre udbud” i samarbejde med FRI, Bygherreforeningen, Dansk Industri, Dansk Erhverv, SMVdanmark, Dansk Byggeri, Moderniseringsstyrelsen, Foreningen af Offentlige indkøbere, SKI, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

Bedre udbud

Kategoriseret under: