Jens Meyer

Danmarks bedste unge rådgivende ingeniør 2017 har udviklet unikke sporløsninger på landets første højhastighedsbane

Pressemeddelelse: FRI har på årsmødet 2. marts 2017 kåret sporingeniør Jens Meyer (35) fra Atkins til Årets unge FRI-Rådgiver 2017. Valget er truffet på grund af hans naturlige lederevner og evne til at skabe nye tekniske løsninger, der blandt andet er kommet til udtryk i projektet omkring den nye bane København – Ringsted.

Kåringen som Årets unge FRI-Rådgiver 2017 er et foreløbigt højdepunkt i Jens Meyers karriere, der startede i 2009 som studentermedhjælper i Atkins. I dag er titlen gruppeleder med ansvar for fem kolleger i Atkins’ afdeling for Spor & Anlæg. Desuden har han siden 2013 undervist ingeniørstuderende på DTU i sporprojektering og sporteknik.

Senest har Jens Meyer gjort sig bemærket som rådgiver på Danmarks første højhastighedsbane mellem København og Ringsted, hvor han har spillet en vigtig rolle i forbindelse med udviklingen af et nyt design af beskyttelsesskinner. Det er et ekstra sæt skinner, som ligger imellem køreskinnerne og blandt andet skal forhindre, at et afsporet tog kan kollidere med et modkørende tog eller falde ned fra en bro.

Det nye design af beskyttelsesskinner er blevet til ved at studere forskellige lignende designs, der findes i udlandet. Jens Meyer har sørget for at inddrage alle interessenter i designfasen, så kunden Banedanmark har fået en ny komponent, der imødekommer alle sikkerhedsmæssige krav og passer ind i banens design og fremtidig vedligeholdelse.

Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører udtaler i forbindelse med kåringen: ”Vi havde et felt af meget stærke kandidater, og af disse udmærkede Jens Meyer sig ved at være den mest komplette i forhold til de kompetencer, der kræves af en rådgivende ingeniør. På projektet om at forberede den første højhastighedsbane i Danmark demonstrerede Jens stor faglig styrke, samtidig med at han er innovativ, at han kunne koordinere en ekstremt kompleks opgave på tværs af flere teams, og at han har evnen til at forstå kundernes behov, så de får løsninger der skaber stor værdi. Jens er både fagligt, professionelt og personligt et forbillede for andre unge rådgivende ingeniører og for unge generelt i forhold til at vælge en fremtid, hvor de arbejder med naturvidenskab og teknik.”

Ingeniørnørd og naturlig leder
Det lå ikke i kortene, at Jens Meyer, som oprindeligt kommer fra Aabenraa og i dag bor med sin kone og børn på Frederiksberg, nødvendigvis skulle være sporingeniør. Det var dog det, han endte med at specialisere sig inden for på DTU:

”Jeg er ikke tognørd og kunne måske lige så godt have lavet lufthavne eller veje. Men bane har vist sig at være super interessant. I min rolle som gruppeleder kan jeg godt lide, at man skal balancere mellem at have ansvar for udvikling af et fagligt område og på samme tid være lidt ingeniørnørd,” siger Jens Meyer.

Jens Meyer har ifølge sin arbejdsgiver altid udvist stor interesse for sit fag som sporingeniør og stort engagement, iver og utrættelighed for at finde de gode løsninger. Men han har også en naturlig flair for at udfylde rollen som leder med sit nærvær og sin lyttende og løsningsorienterede stil. Han foretrækker at inddrage kollegaer, kunder og samarbejdspartnere tidligt i opgaveløsningen. Og det passer ham strålende at være en del af alle de forandringer og omstillinger, der i disse år sker inden i baneverdenen.

”På mange måder er Jens en komplet medarbejder, der forstår at udnytte sine kompetencer til egne og virksomhedens bedste, samtidig med at han konstant er på jagt efter nye måder at forbedre sig på og dygtiggøre sig. Det betyder, at Jens i sit arbejde som rådgivende ingeniør forstår at sætte sig ind i kundens behov, fordybe sig i potentielle komplekse løsninger og samtidigt være i stand til at formidle dette, så alle forstår det,” siger afdelingschef Martin Schwartz fra Atkins.

Udover at være sammen med familien og en løbetur i ny og næ mødes han en gang om måneden med nogle gamle gymnasievenner fra Aabenraa for at trykke den af på saxofon i deres fælles bigband. Derimod må de elskede skiture vente til børnene er blevet lidt større.

Går videre til europæisk konkurrence
Kåringen kvalificerer Jens Meyer til konkurrencen om at blive årets unge rådgiver i Europa, der afholdes af European Federation of Engineering Consultancy Associations (EFCA).

Udover Jens skal de øvrige finalister i FRI’s konkurrence også repræsentere de danske rådgivende ingeniørvirksomheder i Europa:

  • Ask Tonsgaard Brüel, Sweco Danmark. Etablering af nyt forbehandlingsanlæg hos Ribe Biogas.
  • Per Primdahl Kristensen, Rambøll. Ny containerterminal i Nuuk, Grønland.
  • Trine Stausgaard Munk, Rambøll. Cloudburst resiliency planning study in New York City.  

Pressekontakt:
Jens Meyer, gruppeleder hos Atkins Danmark, 5251 9005, Jens.meyer@atkinsglobal.com
Henrik Garver, adm. direktør for FRI, 4082 4338, hg@frinet.dk
Mikkel Buhelt, PR-rådgiver for Atkins Danmark, 2021 3903, mikkel@pressoffice.dk