PM: 2013 tegner til rekordår for rådgivende ingeniørvirksomheder

De rådgivende ingeniørvirksomheder har de sidste fire år haft fokus på optimering af drift- og forretningsudvikling. Gevinsterne viser sig nu i form af langt højere overskud.

12. marts 2014

Regnskaberne for 2013 fra Rambøll og COWI indikerer, at den danske rådgivende ingeniørbranche samlet er på vej mod et rigtigt godt regnskabsår. Begge virksomheder har rekordomsætning på hhv. 7,8 mia. kr. og 5,3 mia. kr. Årsagen er stor efterspørgsel inden for rådgivning, miljø og infrastruktur, hvor begge virksomheder står stærkt. Samtidig har virksomhederne, i lighed med resten af branchen, haft fokus på risikostyring, og flere risikofyldte projekter fravælges. I Børsen i dag er der også positive toner fra den tredjestørste danske rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS, der ikke har offentliggjort deres regnskab endnu, men som fortæller, at de vil få det højeste overskud nogensinde.

"Når de to toneangivende virksomheder i branchen leverer regnskaber af den karakter, er det godt nyt for hele branchen. Samtidig viser FRI's egne målinger, og den dialog jeg har med branchens øvrige virksomheder, at det ikke blot er de største virksomheder, der har haft et godt 2013. Det kendetegner store dele af branchen, at man i 2013 er

begyndt at høste gevinsterne af det skærpede drifts- og markedsfokus, som virksomhederne blev tvunget til at have, da krisen ramte i 2008," siger Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

En anden meget positiv indikator er, at overskudgraderne i virksomhederne er steget markant.

"Det, som er særligt glædeligt, er, at overskudsgraden i virksomhederne igen er steget til et fornuftigt niveau. Det har i en længere periode været svært for virksomhederne at tjene penge på trods af høj omsætning. Virksomhederne er blevet bedre til at udnytte deres medarbejdere og endnu bedre til at optimere deres administration, så det i væsentlig grad er fakturerbare kerneydelser, de bruger ressourcer på. Samtidig ser vi gevinsten af styrkede globale værdikæder i de enkelte virksomheder slå positivt igennem på bundlinjen," siger Henrik Garver og fortsætter:

"Tendensen blandt de store rådgivningsvirksomheder i Europa er, at man konsoliderer sig. Den tendens vil vi helt sikkert også se fra Rambøll, COWI og NIRAS, der vil bruge deres overskud til at købe virksomheder op, når muligheden dukker op først og fremmest på kernemarkederne i Skandinavien og Nordeuropa, men også i Nordamerika kan vi forvente ny vækst".

Green man, graph 295*150