Danmark har for tredje gang i træk Europas bedste unge rådgivende ingeniør

Pressemeddelelse: For tredje år i træk er det en rådgivende ingeniør fra en dansk virksomhed, der vinder den eftertragtede pris som "Young Professionel of the year" i European Federation of Engineering Consultancy Association’s (EFCA) prestigefyldte konkurrence. Den 29 årige Kristoffer Bjerg Sørensen fra Sweco Danmark vinder prisen for at fremtidssikre kølerum for Novo Nordisk.

Jens Rosenville fra Rambøll, der blev Årets unge FRI-rådgiver 2016, kom på en flot tredjeplads og Inooraq Brandt fra Orbicon, 34, og Jesper Zygmunt Christensen, 34, fra NIRAS har begge fået hædrende omtale.

”At det er en rådgiver fra en dansk baseret virksomhed der for tredje år i træk vinder den prestigefyldte konkurrence, viser ikke blot den styrke og professionalisme, der gennemsyrer rådgiverbranchen i Danmark. Det viser også, at vi er gode til at identificere, tiltrække, fastholde og dygtiggøre talenterne inden for branchen. Kendetegnende for alle vores talenter er, at de vinder på en kombination af høj ingeniørfaglig/teknisk viden og evnen til at omsætte deres viden til løsninger – kombineret med forståelse for kommunikation og kundekontakt. Eller sagt på en anden måde: De vinder på det der er essensen af stærkt rådgivende ingeniørarbejde,” siger Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.  

Kristoffer Bjerg Sørensen vandt prisen foran 12 unge rådgivende ingeniører fra otte andre europæiske lande. EFCA skriver i deres pressemeddelelse, at kendetegnende for alle de indsendte projekter var, at de var af bemærkelsesværdig høj kvalitet, hvilket gjorde udvælgelsen vanskelig for juryen. Det er fjerde gang ud af syv mulige, at en ung rådgiver fra en dansk virksomhed vinder.

Kristofferbjergsorensen

”Sweco er utrolig glad for at have så mange unge og dygtige ingeniører, og det flotte resultat har i høj grad noget at gøre med sammensætningen af det team, som bliver dannet sammen med kunden. Den rette sammensætning giver plads til udviklingen af vores unge medarbejdere og sikrer et langsigtet perspektiv i den ekspertise, der danner grundlaget for den værdi, vi ønsker at skabe for vores kunder”, fortæller Jørgen Thomsen, Divisionsdirektør i Transportation og Mobility.

Kristoffer Bjerg Sørensen, er projektleder og specialist inden for køle- og energisystemer. EFCA begrunder deres valg af Kristoffer Bjerg Sørensen med, at han i sit projekt om at fremtidssikre kritiske kølerum hos Novo Nordisk, har lagt særlig vægt på bæredygtighed, innovation, kommunikation, og endvidere har udvist en stor viden inden for køling af bygninger. I rollen som projektleder har han udvist meget høj grad af professionalisme og været målrettet i sin ledelse af projektet.

”Der er stor konkurrence om ingeniørtalenterne fra rigtig mange brancher og derfor er den anerkendelse, en pris som denne giver, meget vigtig for branchen. Den viser, at vi i branchen, og i hver enkelt virksomhed, kan udvikle medarbejderne til store talenter. Det skaber værdi for kunderne, værdi for virksomhederne og styrker danske rådgivende ingeniørvirksomheders konkurrenceevne. Endelig giver det anerkendelse internationalt og herhjemme, når vi som branche kan udvikle talenter – og netop det at være attraktive arbejdspladser i internationalt perspektiv, er et godt middel til at afbøde konsekvenserne af en stigende ingeniørmangel i Danmark,” slutter Henrik Garver.

Ud over æren og anerkendelsen vinder Kristoffer Bjerg Sørensen også en tur til Sofia, hvor han skal deltage i EFCAs 2016-konference, hvor han skal præsentere sit projekt.