Arbejde

Wissenberg har fokus på arbejdsmiljø og projekterendes pligter

Hvordan kortlægger og forebygger man arbejdsmiljøproblemer allerede under projekteringen? Og hvordan sikrer man fælles viden om og forståelse for udfordringen? Det ved de hos Wissenberg Rådgivende Ingeniører. Men selv de bedste kan altid blive en smule klogere, når det handler om at skabe bygbare og sikre projekter.

Så for at supplere medarbejdernes eksisterende viden og for at facilitere diskussion og erfaringsudveksling havde Wissenberg inviteret konsulent Signe Mehlsen fra Rådgiver-Hotlinen til at holde et oplæg omkring lovgrundlaget (bek. 110.). Claus Sulbæk, Projekt- og byggeleder hos Wissenberg, syntes, det var en udbytterig eftermiddag:

”Vi fik en fælles forståelse af lovgrundlaget og bud på, hvordan vi kan gribe det an. Oplægget gav anledning til en god debat om, hvordan vi kan skabe bygbare projekter, såvel internt som i vores samarbejde med andre rådgivere og entreprenører. Det var et godt udgangspunkt for videreudviklingen af vores rådgivning om arbejdsmiljø til bygherren og internt på vores projekter.”

Hotline videreføres som videntjeneste
Pr. 1. januar 2016 videreføres hotlinen for rådgivere som en Videntjeneste for bygherrer, rådgivere og projekterende i regi af Byggeriets Arbejdsmiljøbus. Rådgivere, der har spørgsmål om arbejdsmiljø eller ønsker et besøg af videntjenesten, kan kontakte den på telefon 4080 1400 eller videntjeneste@bam-bus.dk.

Bag den nye videntjeneste står organisationerne Dansk Byggeri, 3F, FRI, DANSKE ARK og Bygherreforeningen. 

Kategoriseret under: