Vandloeb2

Debatindlæg: Nye effektiviseringskrav drukner vandsektorens eksportpotentiale

Den 1. marts 2016 træder den nye vandsektorlov i kraft. Men i ly af natten, og i strid med den politiske aftale, er de økonomiske effektiviseringskrav pludseligt skruet voldsomt i vejret. En bombe under innovationen og eksporten af danske vandløsninger.

Af Ulrik Ryssel Albertsen, erhvervspolitisk chef i Foreningen af Rådgivende Ingeniører
Altinget d. 12. januar 2016

Læser man den politiske aftale fra foråret, skal vandsektoren effektivisere med 1.3 mia. kr. frem til 2020, men nu er effektiviseringskravet skruet op til 2.1 mia. kr., fordi man ikke indregner de 800 mio. kr. som innovative og effektive forsyninger allerede har effektiviseret med. Med andre ord kræver man nu, at forsyninger, der allerede har effektiviseret og skåret ind til benet, skal effektivisere yderligere. Det vil stække potentialet for at skabe innovation, vækst og eksport i branchen. Det er i direkte modstrid med et de bærende principper i den politiske aftale om vandsektoren, hvor man lægger sig fast på en regulering, der understøtter innovativ og intelligent efterspørgsel efter nye og bedre vandteknologier.

Eksport for milliarder på spil
Og der er mange eksportmilliarder og danske arbejdspladser på spil. For det internationale marked for vand, bio- og miljøløsninger er i kraftig vækst. Alene markedet for vandløsninger er på mere end 2.700 mia. kroner om året (2013), så potentialet for at gøre vand til det nye vind er enormt. Men skal det lykkes, er det afgørende, at rådgivere og teknologileverandører har et stærkt hjemmemarked, hvor forsyningerne efterspørger innovative løsninger, der skal gøre drift og styring endnu billigere og bedre. Løsninger vi efterfølgende kan sælge på eksportmarkedet. En ekstra effektivisering på 800 mio. kr. vil lægge en kraftig dæmper på innovationskraften, og dermed ødelægge grundlaget for et vandeksporteventyr. Rulles det ekstra effektiviseringskrav ikke tilbage, risikerer Danmark at gå glip af 4.000 nye arbejdspladser og en fordoblet eksport af vandløsninger i 2025, som ”Vandvision 2015” ellers beskriver som realistiske.

Hvad indad vindes, vil tabes udad og indad til
Som monopoler skal forsyningsvirksomhederne naturligvis være underlagt regulering, benchmarking og effektviseringskrav. Men strammes skruen for meget, presses markedet til at fokusere på gårsdagens løsninger i stedet for efterspørge de løsninger, som vi som samfund skal leve af at eksportere i fremtiden. At vi som samfund indadtil vinder 800 mio. kr. ved at effektivisere vandsektoren yderligere har desværre den mulige konsekvens, at vi udadtil taber både eksport og positionen som markedsleder, og at vi indadtil taber arbejdspladser og vækst. Det er den helt forkerte vej og en rigtig dårlig forretning for butikken Danmark.

Kategoriseret under: