Oversvoemmelse (1)
DEBAT: Naturstyrelsen evaluerer i øjeblikket den kommunale klimatilpasningsindsats. Men evalueringen, der forventes færdig inden sommerferien, kommer et år for sent. De eksisterende finansieringsregler på området er nemlig sat på ”stand-by”, indtil evalueringen er klar. Resultatet er et stop-go marked, hvor virksomheder og borgere betaler dyrt. Af Ulrik Ryssel Albertsen, Erhvervspolitisk chef, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

Kommunernes klimatilpasningsindsats er i øjeblikket sat på stand-by.  Kommunerne afventer den igangværende evaluering og hvorvidt den efterfølgende politiske proces ender med, at de overfladebaserede klimatilpasningsløsninger igen kan finansieres 100 procent over vandtaksterne (Vandregningen). Man kan ikke fortænke kommunerne i at afvente, for siden de gamle regler for medfinansiering udløb 31. december 2015, har de skullet betale 25 procent af en ofte meget stor millioninvestering. De penge har mange kommuner ikke, og derfor afventer de i håbet om, at Folketinget igen giver mulighed for at finansiere de overfladebaserede klimatilpasningsløsninger 100 procent over taksterne. Mens vi venter på politikerne, risikerer vi, at borgene får vand i kælderen og virksomhederne mister dyrt erhvervede kompetencer.

Stop-go politik er gift for klimatilpasning og erhvervsliv
Politisk fodslæben med at igangsætte evalueringen har forsinket den med 1 år, og det har store konsekvenser. For et år med usikkerhed om de fremtidige rammevilkår rammer nemlig både klimatilpasningen i Danmark og det erhvervsliv, der udarbejder projekterne. Klimatilpasningsindsatsen vil blive forsinket, og vil kunne mærkes næste gang regnen falder tungt. Også den del af erhvervslivet, der udarbejder projekterne, er mærket af den stop-go-politik. I rådgiverbranchen er man bl.a. så småt begyndt at sige farvel til dygtige medarbejdere, fordi bunden er faldet ud af markedet for grønne klimatilpasningsløsninger. Det er en katastrofe, for de samme medarbejdere er ikke nødvendigvis tilgængelige, når politikerne igen har skabt sikkerhed om de fremtidige rammebetingelser. Op og nedskallering af forretningsområder er dyrt og uhensigtsmæssigt, ikke mindst i en branche (Den rådgivende ingeniørbranche), hvor medarbejderne er både viden- og omkostningstunge. Samtidig bidrager den politiske fodslæben bestemt heller ikke til at virkeliggøre visionen om at gøre vand til det nye vind. Derfor burde politikerne have udvist rettidig omhu og forlænget de eksisterende regler, indtil der var klarhed om fremtiden. Regningen for stop-go politikken samles op af erhvervslivet og borgere med oversvømmede kældre. 

Fuld takstfinansiering er en åbenlys god ide
Det kan undre, at regeringen har bragt sig selv en situation, hvor muligheden for 100 procents takstfinansiering af overfladebaserede klimatilpasningsløsninger er sat ud af kraft. For det er en åbenlys god ide. Fx kan der være store besparelser at hente i anlægsfasen ved at implementere alternative klimatilpasningsløsninger med delvise overfladeløsninger, i stedet for de traditionelle underjordiske beton-bassinløsninger. Hertil kommer den positive rekreative værdi, som de overfladebaserede klimatilpasningsløsninger ofte medfører – til stor glæde borgerne i kommunerne. Derfor er det både økonomisk og politisk uforståeligt, at man i minimum et år de facto suspenderer muligheden for at gennemføre nogle af de bedste og økonomisk set mest ansvarlige klimatilpasningsløsninger.

Mens vi venter på evalueringen og den efterfølgende politiske proces, bør regeringen derfor udvise rettidig omhu og genindføre muligheden for fuld takstfinansiering af de overfladebaserede klimatilpasningsløsninger, indtil der er klarhed over de fremtidige rammebetingelser.