FRI's love

Love for Foreningen af Rådgivende Ingeniører

§ 1. Navn

Stk.1
Foreningens navn er "Foreningen af Rådgivende Ingeniører".
Foreningen er stiftet 1904. 
Foreningens hjemsted er København.

Stk. 2
Foreningens bomærke er en ligesidet trekant, der er tredelt af to hvide striber, som løber parallelt fra grundlinien mod højre sidelinie. Bomærket er beskyttet i henhold til Foreningsregistrets skrivelse af 1976-12-16.

Stk. 3
Foreningens medlemmer er berettiget til at anvende betegnelsen FRI samt til at anvende foreningens bomærke.

§ 2. Formål

Foreningens formål er at varetage de selvstændigt virkende, uvildige rådgiverfirmaers interesser og hævde deres anseelse.

§ 3. Medlemmer

Stk.1 Virksomheden

Ved optagelse skal virksomheden afgive en skriftlig erklæring om

a.  at ville overholde foreningens love og loyalt ville rette sig efter bestyrelsens fortolkning samt efter de regler og udtalelser, som bestyrelsen afgiver om kollegiale forhold.

b.  uopfordret og straks at ville orientere en klient eller samarbejdspartner om ethvert forhold, der i den konkrete sag kan være eller kan tænkes at være af betydning for rådgivningens uvildighed.

Herudover er det et krav til medlemsvirksomheden:

c.  at den skal levere sine ydelser på almindelige markedsvilkår.

d.  at den er forpligtet til uopfordret og straks at orientere en klient eller en samarbejdspartner om ethvert forhold, der i den konkrete sag kan være eller kan tænkes at være af betydning for rådgivningens uvildighed.

E.  at den har tegnet en professionel rådgiveransvarsforsikring.

F.  at hvis virksomheden er i koncernforbindelse med et andet dansk selskab, der yder uvildig rådgivning i overensstemmelse med foreningens regler, skal dette selskab søge optagelse i foreningen.

G.  at virksomheden skal indmelde sig som associeret til - eller medlem i DI.

Bestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra de under a-c og f-g incl. nævnte krav.

Stk. 2 Virksomhedens ledelse

Minimum halvdelen af ledelsen i en medlemsvirksomhed skal opfylde følgende betingelser:

  • have en afgangseksamen fra universitet, højere læreanstalt eller ingeniørhøjskole eller anden uddannelse og beskæftigelse, der efter bestyrelsens skøn har bibragt vedkommende en tilsvarende baggrund.
  • have relevant erfaring, heraf mindst 2 år som projektansvarlig el.lign.

I tvivlstilfælde afgør bestyrelsen endeligt, om en virksomhedsleders uddannelse, beskæftigelse og erfaring er kvalificerende for godkendelse.

En medlemsvirksomhed skal udpege mindst et medlem fra virksomhedens ledelse som kontaktperson til FRI.

Stk. 3 FRI-rådgivere

Betegnelsen FRI-rådgiver omfatter alle medarbejdere, der arbejder med rådgivning, projektledelse, design, projektering eller tilsvarende i en virksomhed, der er medlem af FRI.

§ 4. Optagelse i foreningen

Stk. 1
Optagelse sker ved bestyrelsesbeslutning, hvortil alle medlemmer af bestyrelsen skal afgive stemme, og kan ikke finde sted, såfremt mere end ét medlem af bestyrelsen stemmer imod.

Stk. 2
Foreningens medlemmer skal skriftligt orienteres om optagelser.

Stk. 3
Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for, hvorledes en ansøger skal dokumentere, at de i § 3 nævnte betingelser er opfyldte.

§ 5. Udtræden af foreningen

Stk. 1
Et medlem kan udmelde sig af foreningen med tre måneders skriftligt varsel til den første januar. Meddelelse om udmeldelse skal derfor senest være sekretariatet i hænde den 30. september for at få virkning fra det kommende kalenderår.

Stk. 2
Et medlem skal udmelde sig omgående, såfremt betingelserne i § 3 for medlemskab ikke længere er opfyldte. Medlemmets økonomiske forpligtelser over for foreningen varer desuagtet frem til det tidspunkt, hvor ordinær udtræden med varsel i henhold til stk. 1 kunne have fundet sted.

§ 6. Eksklusion

Stk. 1
Et medlem kan ekskluderes ved bestyrelsesbeslutning, såfremt vedkommende ikke længere opfylder betingelserne i § 3 for medlemskab og ikke selv udmelder sig efter bestemmelsen i § 5, stk. 2.

Såfremt medlemmet inden 4 uger bestrider rigtigheden af eksklusionen, vil spørgsmålet blive forelagt på førstkommende ordinære generalforsamling, jf.
stk. 4.

Stk. 2
Et medlem kan ekskluderes af foreningen, såfremt vedkommende ikke har opfyldt sine økonomiske forpligtelser i overensstemmelse med kontingentvedtægten, jfr. § 12.

Eksklusion sker ved bestyrelsesbeslutning, hvortil der kræves et flertal på 3/4 af bestyrelsens medlemmer. Hvis mere end ét bestyrelsesmedlem har stemt imod, gives medlemmet mulighed for inden 4 uger at begære beslutningen om eksklusion forelagt på førstkommende ordinære generalforsamling til afgørelse i overensstemmelse med reglerne i stk. 4.

Stk. 3
Et medlem kan ekskluderes, såfremt vedkommende har krænket foreningens regler for god rådgiverskik. Eksklusion besluttes af generalforsamlingen, jfr. stk. 4, efter indstilling fra bestyrelsen.

Stk. 4
Indbringelse for generalforsamlingen af bestyrelsens beslutninger om eksklusion, jfr. stk. 1 og stk. 2, medfører ikke opsættende virkning for beslutningerne. Ved prøvelsen på generalforsamlingen af bestyrelsens beslutninger om eksklusion i medfør af stk. 1 og stk. 2 samt beslutning på generalforsamlingen om eksklusion i medfør af stk. 3 kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer skal være for en eksklusion. Det tilkommer det anfægtede medlem ret til at fremlægge sine synspunkter på generalforsamlingen.

§ 7. Regler for god rådgiverskik

Bestyrelsen fastsætter foreningens regler for god rådgiverskik. Et medlems tilsidesættelse af reglerne kan medføre sanktioner, herunder bøde, irettesættelse og eksklusion.

§ 8. Foreningsår

Foreningsåret er kalenderåret.

§ 9. Generalforsamling

Stk. 1
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.

Stk. 2
Ordinær generalforsamling afholdes én gang om året inden udgangen af marts og med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Aflæggelse af bestyrelsens beretning.
3. Godkendelse af regnskab og budget samt fastsættelse af kontingent.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Valg af formand, såfremt det er aktuelt.
6. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer.
7. Valg af revisor.
8. Eventuelt.

Bestyrelsen kan efter behov udvide dagsordenen med specielle spørgsmål til behandling eller afgørelse på generalforsamlingen.

Stk. 3
Medlemmer, som ønsker spørgsmål behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indgive motiveret forslag til bestyrelsen senest 1. februar. Det påhviler bestyrelsen at optage sådanne forslag på dagsordenen.

Stk. 4
Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal udsendes til medlemmerne mindst 14 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

Stk. 5
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når dette begæres af bestyrelsen eller af mindst 1/10 af medlemmerne eller af medlemmer, der mindst repræsenterer 1/10 af den samlede stemmeret. Indkaldelse med dagsorden udsendes til medlemmerne mindst 8 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

Stk. 6
På generalforsamlingen har medlemmerne stemmeret i forhold til deres kontingent det foregående år, idet hvert medlem tillægges én stemme for hver påbegyndt kr. 10.000 (ekskl. moms) i kontingent.

Medlemmerne modtager forud for hver generalforsamling et individuelt stemmeretsbevis, af hvilket det fremgår, hvor mange stemmer den pågældende medlemsvirksomhed råder over på den aktuelle generalforsamling. Stemmeretten er knyttet til stemmeretsbeviset, og udøves af en person fra medlemsvirksomheden (medarbejder eller medlem af direktion eller bestyrelse).

Stemmeret kan udøves ved skriftlig fuldmagt givet til et andet medlem.

Stk. 7
På generalforsamlingen træffes alle beslutninger med simpel stemmeflerhed, dog kræver beslutningen om eksklusion af et medlem jfr. § 6, stk. 3 og 4, om ændring af foreningens love og foreningens opløsning, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Vedtages et forslag om lovændringer eller et forslag om foreningens opløsning kan 1/6 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer beslutte, at forslaget sendes til urafstemning blandt samtlige medlemmer. Træffes sådan beslutning, er forslaget vedtaget, såfremt mindst halvdelen af de afgivne stemmer har stemt herfor.

Stk. 8
Over det på generalforsamlingen passerede udarbejdes et referat, som underskrives af dirigenten.

§ 10. Bestyrelse

Stk. 1
Foreningen ledes af en bestyrelse, bestående af en formand, der vælges særskilt, og fra 6 til 10 andre medlemmer. Formanden vælges for 2 år og kan genvælges for yderligere 1 år. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges alle for 2 år ad gangen. Genvalg af bestyrelsens medlemmer kan finde sted én gang.

Valgbare til bestyrelsen er medarbejdere i foreningens medlemsvirksomheder. Valget er personligt.

Stk. 2
På det første bestyrelsesmøde efter den ordinære generalforsamling konstituerer bestyrelsen sig og vælger af sin midte 2 næstformænd.

Stk. 3
Ved indtræden af ledighed i et mandat i årets løb kan bestyrelsen supplere sig blandt medarbejderne i foreningens medlemsvirksomheder indtil førstkommende ordinære generalforsamling.

Stk. 4
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af dens medlemmer, heriblandt formand eller en næstformand, er til stede, jfr. dog § 4, stk. 1 om beslutning om optagelse af nye medlemmer og § 6, stk. 1 og 2 om eksklusion. Bestyrelsen fastsætter ved en forretningsorden nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.

Stk. 5
Foreningen tegnes af formanden sammen med ét af de øvrige bestyrelsesmedlemmer eller af tre øvrige bestyrelsesmedlemmer i forening.

Stk. 6
Formanden og de to næstformænd udgør bestyrelsens formandskab. Det bestemmes i forretningsordenen, hvilke opgaver bestyrelsen kan overlade til formandskabet.

§ 11. Direktion

Til ledelse af foreningens sekretariat antager bestyrelsen en direktør, hvis ansættelsesvilkår fastsættes i en kontrakt.

§ 12. Kontingent

Til foreningen betaler medlemmerne et kontingent, der vedtages af den årlige generalforsamling. De nærmere regler for opkrævning af kontingent fastsættes i en kontingentvedtægt.

§ 13. Revisorer

Generalforsamlingen vælger for et år ad gangen blandt medarbejderne i foreningens medlemsvirksomheder en kritisk revisor samt et statsautoriseret revisionsfirma, der reviderer foreningens regnskab.

§ 14. Foreningen af Rådgivende Ingeniørers legat

Stk. 1
Foreningen kan af et foreningslegat yde økonomisk støtte til kompetenceudvikling i form af uddannelse, rejser, faglige aktiviteter e. l. for medarbejdere i foreningens medlemsvirksomheder, når ansøgningen er velbegrundet i ansøgerens økonomiske forhold. Legatet er en del af foreningens formue.

Stk. 2
Legatets regnskabsmæssige forhold skal fremgå af separate drifts- og kapitalkonti i foreningens regnskab. Legatet er en del af foreningens formue og sikres herigennem sædvanlig forrentning. På generalforsamlingen gives som led i bestyrelsens beretning orientering om legatets forhold.

§ 15. Opløsning af foreningen

Stk. 1
Ved opløsning tilfalder foreningens formue, efter opfyldelse af alle forpligtelser, foreningens medlemmer eller et formål, som med almindelig stemmeflerhed vedtages på samme generalforsamling, som vedtager opløsning af foreningen.

Beslutninger om anvendelse af foreningens formue kan ikke gøres til genstand for urafstemning.

Stk. 2
Ved foreningens evt. opløsning skal formuen i FRI's legat overføres til en fond med tilsvarende formål eller videreføres af en registreret fond med tilsvarende formål.

§ 16. Forhold til andre foreninger

Stk. 1
Foreningen kan efter bestyrelsens beslutning indgå samarbejde med andre nationale og internationale foreninger. Medlemskab af sådanne organisationer besluttes af generalforsamlingen.

Vedtaget på FRI's generalforsamling den 2. marts 2017.

Kategoriseret under: