Instruks for sekretariatets indsats i konkurrencesager

Sekretariatet kan yde bistand til medlemmerne i konkurrencesager. Bistanden kan ydes, når relevante betingelser og forudsætninger er til stede.

1. Udpegning af dommere

Udpegningen kan gøres betinget af, at forhold i konkurrencegrundlaget ændres. En udpegning er ikke udtryk for en godkendelse af konkurrencegrundlaget og afskærer ikke sekretariatet fra at yde bistand til medlemmerne i den konkrete sag. En udpegning kan trækkes tilbage fra FRI's side.

Som hovedregel skal indsatsen som dommer honoreres.

Sekretariatet kan udpege dommere eller medlemmer af et bedømmelsesudvalg, hvis FRI får en henvendelse med ønske om dette.

Dommeremner findes registreret på en liste i sekretariatet. Med passende mellemrum gøres medlemmerne opmærksomme på, at man kan anmelde sin interesse i at være dommer og blive optaget på listen.

2. Bistand i konkurrencesager

Sekretariatet kan yde bistand til medlemmerne i konkurrencesager. Bistanden kan ydes, når nedennævnte betingelser og forudsætninger er til stede. Det må ALDRIG oplyses, hvem der har ønsket bistand fra sekretariatet.

2.1 Tilsagn om bistand

Sekretariatet kan gå ind i en konkurrencesag, hvis blot ét medlem skriftligt beder om bistand.

Når et medlem har ønsket bistand, ydes denne, hvis sekretariatet finder det rigtigt og relevant, selvom andre medlemmer modsætter sig sekretariatets deltagelse.

Som udgangspunkt yder sekretariatet bistand i det omfang og af den karakter, som medlemmet ønsker det. Hvis forhold i sagen taler for at foretage sig andet end det ønskede, kan dette imidlertid ske. En overordnet rettesnor for sekretariatets indsats skal være, at der så vidt muligt er enighed blandt de involverede medlemmer om indsatsens karakter. Hvor der skal gøres indsigelser mod et udbud, må sekretariatets samlede vurdering af de eventuelle uoverensstemmelser med reglerne lægges til grund. Sekretariatet kan i denne sammenhæng ikke pålægges at fremhæve visse ulovligheder og se bort fra andre.

Sekretariatet vil i almindelighed være tilbageholdende ved isoleret at rejse spørgsmål om habilitet og ligebehandling i forbindelse med enkelte medlemsvirksomheders deltagelse i et udbud.

Ønsker et medlem, at sekretariatet trækker sig ud af sagen igen, sker det kun efter en konkret vurdering af situationen i sekretariatet, som ikke er forpligtet til at efterkomme ønsket.

2.2 Bistandens indhold

Der kan ydes bistand på følgende måder:

Generel rådgivning og vejledning, samt besvarelse af spørgsmål i forbindelse med forstå-else af udbudsmaterialet og konkurrencens afvikling i øvrigt.

Sekretariatet kan stille skriftlige spørgsmål til bygherren på medlemmets vegne. Sek-retariatet kan også kommentere konkurrencebetingelserne og forslag til kontrakt og komme med forslag til ændringer af disse.

Sekretariatet kan deltage i spørgemøder på medlemmernes vegne eller sammen med dem som deres rådgiver.

3. Bistand i klagesager

Sekretariatet kan yde bistand til medlemmer, der i forbindelse med konkrete konkurrencer mener at være blevet behandlet uretmæssigt. Bistanden ydes på nedennævnte betingelser og forudsætter i alle tilfælde, at der foreligger en direkte anmodning herom fra det pågældende medlem.

3.1 Afklaring

Sekretariatet bistår medlemmet med at afklare, hvorvidt der med den til enhver tid foreliggende praksis og fortolkning af såvel konkurrenceregler som det konkrete forløb, må vurderes at være grundlag for at gennemføre en klagesag. I denne forbindelse påtager sekretariatet sig på medlemmets vegne at indhente de fornødne oplysninger fra udbyder, myndigheder og andre relevante instanser.

3.2 Gennemførelsen af medlemsklagesager

Som hovedregel er sekretariatet ikke involveret i gennemførelsen af en klagesag, der er rejst af et medlem, udover hvad der måtte ligge i en løbende kontakt med henblik på at følge sagens forløb og udfald.

Sekretariatet vejleder medlemmet om, hvorledes en eventuel klagesag kan gennemføres, formidler kontakt til kvalificeret juridisk bistand, samt medvirker til sagens overdragelse til den juridiske rådgiver, som medlemmet måtte ønske at overgive sagen til.

3.3 Gennemførelsen af FRI klagesager

FRI kan som klageberettiget ved Klagenævnet for Udbud anlægge en klagesag på eget initiativ eller efter opfordring fra en medlemsvirksomhed. Dette forudsætter i hvert enkelt tilfælde en beslutning i FRI's bestyrelse og vil i almindelighed være baseret på en vurdering af, at sagen indeholder elementer af væsentlig og principiel interesse.

Ved en sådan klagesag skal der tages størst muligt hensyn til den eller de FRI-virksomheder, der måtte have deltaget i det konkrete sagsforløb.

Kategoriseret under: