Pressemeddelelse: Ny formand for FRI

4. marts 2010

Peter Hostrup Rasmussen, COWI, afløser Søren Holm Johansen, Rambøll, som formand for Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI. Peter Hostrup Rasmussen spår de rådgivende ingeniører en bærende og global rolle i fremtidens vidensamfund.

Peter Hostrup Rasmussen, COWI, afløser Søren Holm Johansen, Rambøll, som formand for Foreningen af Rådgivende Ingeniører. Det er sket på foreningens generalforsamling i dag, torsdag den 4. marts 2010.

Administrerende direktør for FRI, Henrik Garver, udtaler:

"I sine tre år på formandsposten har Søren Holm Johansen formået at føre FRI succesfuldt gennem nogle af de største forandringer i organisationens historie. Optagelsen i DI er en milepæl for foreningen og sikrer en øget styrke og indflydelse, ligesom FRI under Søren Holm Johansens formandskab har fået et langt skarpere fokus som organisationen for rådgivende ingeniørvirksomheder.

Valget af Peter Hostrup Rasmussen som ny formand er et stærkt valg. Peter har et detaljeret kendskab til branchens internationale udfordringer, og samtidig var han en del af det hold, der forhandlede FRI's optagelse i DI. Peter vil på alle områder kunne varetage medlemmernes interesser".

Søren Holm Johansen udtaler:

"På trods af den økonomiske krise har den rådgivende ingeniørbranche i Danmark aldrig stået stærkere end i dag, og det er med tilfredshed, at jeg nu efter tre år med gode resultater for branchen giver stafetten videre til Peter Hostrup Rasmussen. FRI-virksomhederne spiller en afgørende rolle for udviklingen af samfundet, og skridt for skridt har vi i de senere år fået placeret branchen centralt i forhold til beslutningstagerne".

Peter Hostrup Rasmussen udtaler:

"Det er vigtigt, at vi fortsætter det gode arbejde med at styrke rådgivernes position. Jo mere vi taler om viden og grøn teknologi, jo større samfundsmæssig betydning har vi rådgivere. Der er nok at tage fat på, og meget af arbejdet skal ske i samarbejde med andre videnorganisationer for at sikre maksimalt fokus på udfordringerne for videnerhverv i Danmark.

Vores marked bliver mere og mere globalt, og vi skal i øget omfang se os selv i en global kontekst. Og så skal vi fastholde fokus på at bevare en høj rådgiveretik".

Kontaktoplysninger:

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør Henrik Garver (hg@frinet.dk) på tlf. 40 82 43 38 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (nl@frinet.dk) på tlf. 21 51 37 31.

FRI's 390 medlemsvirksomheder beskæftiger 20.000 med­arbejdere i Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er på 10,7 mia. kr., med en eksportandel på 20 %. FRI's store medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa inden for rådgivende ingeniørvirksomhed.