Debat: En dansk vækstmotor risikerer at gå i stå uden mere arbejdskraft

Hvis ikke vi får løst udfordringerne med udbuddet af kvalificeret arbejdskraft, så risikerer vi, at væksten går i stå, og at værdiskabende projekter i Danmark ikke kan gennemføres, skriver adm. direktør i FRI, Henrik Garver, i en klumme i Børsen.

Af Henrik Garver, adm. direktør, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI. Børsen d. 6. april 2022

De danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder kæmper for tiden en brav kamp for at tiltrække flere dygtige medarbejdere. Den gennemsnitlige vækst i antal medarbejdere i FRI-virksomhederne var på godt 7 pct. gennem 2021, og dermed er væksten i beskæftigelsen i FRI-virksomhederne højere end på arbejdsmarkedet generelt. Men selvom vi lykkes med at tiltrække flere, så er det en stadigt hårdere kamp at tiltrække de rigtige folk.

I det aktuelle marked og med udsigten til de mange opgaver, der ligger i virksomhedernes pipeline, bliver behovet for arbejdskraft ikke mindre.

I FRI's konjunkturmåling for april 2022 ser vi, at selvom det offentlige byggeri er stilnet lidt af, efter at vækstpakkerne under coronatiden ikke længere sætter samme fart på offentligt byggeri som i 2020 og 2021, og efter at boligbyggeriet i kølvandet på stigende renter og usikkerhed som følge af krigen i Ukraine er bremset kraftigt op, så rykker erhvervsbyggeriet fortsat hurtigt.

Det samme gælder opgaver inden for forsyningsområdet, herunder klimatilpasning og inden for infrastruktur.

Manglen på ingeniører er derfor fortsat virksomhedernes førsteprioritet: 98 pct. af virksomhederne mangler ingeniører, og 33 pct. mangler også medarbejdere med andre kompetencer.

Spreder sig over flere grupper

Derfor ser vi i vores medlemsvirksomheder både en vækst i antallet af ingeniører og i antallet af ikke ingeniører - det er nødvendigt for at kunne lykkes med at levere et mere komplekst og holistisk produkt, hvor andre faktorer end de polytekniske beregninger er en vigtig del af den komplette rådgivning.

Det gælder eksempelvis i byudviklings-og klimasikringsprojekter, at der er mange andre forhold, end blot det gode tekniske projekt, der skal tænkes med. Og når en kommune bygger eller renoverer en skole, bliver projekterne endnu bedre, hvis rådgivervirksomheden kan kombinere den dybe ingeniørfaglighed og viden om klima og bæredygtighed med viden om børn, undervisning, lokalebrug til aftenskole m. m.

I dag er den komplette rådgivning derfor en ydelse, der kombinerer ingeniørfagligheden med viden om forhold, der ligger uden for det rent tekniske, og dermed er værdien endnu højere af den værdi, kunderne får fra de rådgivende ingeniørvirksomheder.

Ved at ansætte specialister inden for flere områder og dermed kombinere tværgående kompetencer, kan FRI-virksomhederne skabe endnu bedre projekter. Men også disse typer af medarbejdere er der underskud af: En tredjedel af vores medlemsvirksomheder har ledige stillinger her.

Problemet er globalt

Når manglen på arbejdskraft ikke blot er et lokalt problem for de berørte rådgivervirksomheder, men er et reelt samfundsproblem, så skyldes det, at rådgiver-og ingeniørvirksomheder i FRI er centrale for den grønne omstilling og for arbejdet med klimasikring af Danmark. FRI-virksomhederne kommer også med den afgørende viden og indsigt, når det handler om udviklingen af ny infrastruktur og gode mobilitetsløsninger, renovering, nybyggeri og byudvikling, rent drikkevand, håndtering af spildevand og udvikling af vores energisystem.

Vi har netop fået de samlede tal for væksten i vores medlemsvirksomheders internationale kontorer og datterselskaber, og de viser en global medarbejdertilgang på 1471 personer gennem 2021, hvilket er en fremgang på 9 pct. Væksten uden for Danmark er dermed endnu hurtigere end i Danmark, og globaliseringen af rådgivervirksomheder øger eksporten af viden fra de danske kontorer. Denne eksportgevinst kan vi hente, fordi vi kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere i Danmark - og det er selvsagt en strategisk indsigt, der også arbejdes med i andre lande.

Manglen på medarbejdere, særligt ingeniører, er en flaskehals for vækst, men når vi spørger vores kolleger i andre lande, kan vi konstatere, at flere af dem i højere grad end Danmark lykkes med at gøre det lettere at tiltrække den type arbejdskraft, som rådgiver-og ingeniørvirksomheder benytter sig af. USA er et af dem, og det kan være en medvirkende årsag til, at vi globalt ser den højeste vækst i dette marked.

Mangel på initiativ

Derfor var det frustrerende at se resultaterne i "Ny reformpakke for dansk økonomi" tidligere på året. En aftale, der primært lykkedes med at lappe hullet efter Arne-pensionen, men reelt ikke hjælper med at løse de udfordringer, vi står med som branche.

Det, vi mangler at se, er f. eks. investeringer i tekniske og naturvidenskabelige uddannelser - og ikke udflytning af uddannelserne med færre studiepladser til følge. Og vi mangler tiltag, der skal forbedre mulighederne for at tiltrække højtuddannede udlændinge til Danmark. Vi ser, at antallet af ikke-danske statsborgere i FRI-virksomheder i Danmark stiger, så det er en af de veje, virksomhederne allerede nu forfølger for at få flere medarbejdere, men mulighederne skal forbedres.

Hvis ikke vi får løst udfordringerne med udbuddet af kvalificeret arbejdskraft, så risikerer vi, at væksten går i stå, og at værdiskabende projekter i Danmark ikke kan gennemføres.

Læs flere debatindlæg fra FRI

Debat: Der er brug for ambitiøse, men realistiske klimakrav i Bygningsreglementet
Debat: Der er brug for ambitiøse, men realistiske klimakrav i Bygningsreglementet
Selvom en ensartet CO2-afgift er den rigtige vej at gå, vil den ikke komme til at minimere Bygningsreglementets nye krav til nybyggerier fordrer højere klimaambitioner. Skal de indfries, bør man stille skarpt på måleværktøjer, nybyggeriernes funktioner og en vidtgående inklusion af byggebranchen. Sådan lyder budskabet fra chef for energipolitik og bæredygtighed i FRI, Majbritt Juul, i FacilityTech.