Der er et paradigmeskift i gang i den danske klimapolitik. Det skift skal vi gribe som en mulighed i byggeriet og få krav i lovgivningen til den samlede klimabelastning i nybyggeriet, målt som maksimal CO2-udledning per kvadratmeter, skriver Henrik Garver, adm. direktør i FRI i et debatindlæg i Politiken Byrum.
Af Henrik Garver, adm. direktør i FRI, Politiken Byrum den 5. juni 2019
I klimapolitikken har fokus i Danmark særligt været på at opnå reduktioner i CO2-udledninger fra forbrug af el og varme, i husholdninger og erhverv.
Det har betydet, at vi i Danmark har reduceret CO2-udledningen, på trods af øget forbrug og vækst. Og politikken har haft to ben – vores energiforbrug er i stigende grad blevet dækket af grøn energi, og vi har haft et konstant fokus på at energieffektivisere. Begge ben er fortsat vigtige. Den grønneste energi er den, vi ikke bruger.
Men vi når ikke målet om en klimaneutral verden i 2050 ved alene at se på energiforbruget eller på fortsat udbygning af vedvarende energi i Danmark. Der er brug for et paradigmeskift i klimapolitikken. Et skift, hvor vi også ser på bygningernes klimaaftryk og ikke alene på de forbrugsrelaterede udledninger.
Danmark kan ikke indregne alle reduktioner i det samlede klimaaftryk for en bygning i opfyldelsen af Danmarks mål for CO2-udledninger, som de opgøres i UNFCCC-regi, idet disse alene opgøres i relation til CO2-udledning på dansk grund.
Men det er nødvendigt, at vi i Danmark tager et ansvar for, at en dansker i gennemsnit udleder cirka 17 ton CO2 per år mod et verdensgennemsnit på cirka 6 ton, når forbruget opgøres inklusive udledningen fra varer produceret i udlandet.
Vi kender en vaskemaskines brug af el og vand til at vaske tøj med, og vi vælger den maskine med mindst forbrug af energi til en vask. Vi er klimabevidste, hvis vi køber det hus, som har det bedste energimærke. Men er det så den maskine eller det hus, som påvirker klimaet mindst? Ikke nødvendigvis.
Vi bliver nødt til at se på, hvad det klimamæssigt har kostet at producere maskinen eller huset. Udledningerne i forbindelse med produktion af materialer til bygningen eller maskinen skal jo ikke overstige de besparelser i udledningen, som et mindre forbrug af el udleder i maskinens levetid.
I byggeriet er en løsning at stille lovkrav til klimabelastningen, målt som maksimal CO2-udledning per kvadratmeter, i forbindelse opførelse af en bygning (og måske også ved gennemgribende renovering, selv om det er mere komplekst).
For at kunne udregne CO2-udledningerne skal producenter af materialer levere en varedeklaration, som dokumenterer CO2-udledningen fra produktet.
I byggeriet findes der metoder til at dokumentere byggematerialers CO2-udledninger. De skal videreudvikles og kan med fordel inspirere til dokumentation af materialer i andre sektorer. Veldokumenteret og høj datakvalitet af materialernes udledning skal belønnes i dokumentationen. Materialerne uden mærkningsordning eller med generiske data kan for eksempel få en lavere vægtning i klimaberegningerne.
FRI vil derfor anbefale, at det Folketing, der sammensættes efter valget 5. juni, tilskynder til en regulering af nybyggeri, hvor materialernes klimabelastning indtænkes. Dette vil skabe en level playing field, hvor markedet efterfølgende sikrer de klimabevidste valg ved innovation af nye materialer, metoder og løsninger.
Reguleringen kan grundlæggende baseres på et klimabudget (LCA) for bygningen baseret på en livscyklusvurdering, hvor klimabelastning fra udvinding af råmaterialer til genbrug af byggematerialerne indregnes.
I dag findes der allerede miljøvaredeklarationer (EPD’er), som vil kunne danne basis for opgørelse af et byggemateriales klimaaftryk.
I FRI ser vi gerne, at succesen med EU’s obligatoriske ordning for energimærkning af apparaters energiforbrug kopieres til en obligatorisk ordning for produkters klimapåvirkning i hele deres levetid fra ressource til genbrug. Det er ikke nemt, men vi skal i gang, så vi som forbrugere og professionelle kunder kan træffer de rette valg for klimaet.
Ligesom byggeriet gik foran, da det handlede om at reducere energiforbruget, kan byggeriet gå foran, når det handler om at reducere den samlede klimabelastning.
En del af løsningen bør være regulering af CO2-udledning per opført kvadratmeter. Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis vi skal nå vores klimamål globalt og ikke sende regningen til de fremtidige generationer.
