}
GTS-strategi 2010 - 2012 og FRI's holdning

Ved høring af strategi 2010 - 2012 for Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS) har FRI afgivet høringssvar, der fokuserer på udviklings- og projektsamarbejde og på at modvirke urimelige konkurrenceforhold.


 

Grundlæggende holdning i FRI til GTS-institutterne
FRI mener at GTS-institutternes funktioner og virke i relation til forskning og innovation er gode for videnopbygning og videnhjemtagning til gavn for danske virksomheder, understøttelse af danske virksomheders innovationsaktiviteter, virksomheders muligheder for udnyttelse af testfaciliteter og anden teknologisk infrastruktur, virksomheders gennemførelse af certificeringer samt bistand til virksomheders udnyttelse af viden generelt.

Virksomheder omfatter i denne sammenhæng også de private rådgivere, herunder de rådgivende ingeniører.

Idet de private videnrådgivere er blevet mere videnintensive og i dag udfører en række opgaver og innovative funktioner som forud for den nye strategis funktionsperiode blev udført af GTS-institutterne, finder FRI det rigtigst at sikre at GTS-institutterne ikke bringes i en konkurrenceforvridende situation som følge af modtagelse af offentlige midler og samtidige kommercielle interesser.

Udgangspunkt for FRI's holdning er at GTS'er ikke kan:

  • Både modtage basismidler, forskningsbevillinger og innovationsbevillinger eksklusivt i forbindelse med virksomheders innovationsprojekter indenfor en given faglighed.
  • Og gennemføre kommercielle rådgivningsopgaver i konkurrence med almene rådgivere som selv betaler for forskning og innovation inden for samme faglighed.

Virksomheder uden lovbestemt statsbevilling skal kunne indgå i følgende samarbejde med de relevante GTS-institutter:

  • Udviklingssamarbejder om projekter med et egentligt produkt (metode, udstyr, software) som resultat - Innovationskonsortier, Projekter under Strategisk Forskningsprogram, EUDP, Miljøteknologifonden etc. (Se FI's opgørelse: "Innovationstilbud til Virksomheder, 2008") eller ved egenfinansiering alene. Der indgås forsknings- eller innovationskontrakt.
  • Projektsamarbejder hvor der løses en af bygherre / virksomhed / opdragsholder udbudt opgave: udredning, VVM, undersøgelse m.m. Der indgås en egentlig Rådgiveraftale.

 

Læs mere