Presseklip: Banedanmark vil gøre sig mindre afhængig af rådgivere

Uge 14 2021

Banedanmark vil gøre sig mindre afhængig af rådgivere

Banedanmark udtrykker frustration over rådgiverne fra de private ingeniørvirksomheder og vil nu genopbygge store dele af sin egen rådgivervirksomhed, 20 år efter frasalg. Adm. direktør i FRI, Henrik Garver, anerkender, at Banedanmark kan styrke sin indkøbskompetence, og dermed bliver en kompetent indkøber af rådgivning ”Men derfra og så til at gå skridtet videre, som Banedanmark med sit notat lægger op til, og etablere egen projekteringsorganisation, det er ret voldsomt og den forkerte vej at gå (…) Det vil være et kæmpe fejlgreb”.(Ingeniøren)

Infrastrukturalliance: Krav om CO2-reduktion er nøglen til mere innovation

FRI og de andre partnere bag Alliance for bæredygtig Infrastruktur opfordrer til en politisk beslutning i den kommende infrastrukturplan om krav til CO2-reduktioner i anlægs- og infrastrukturprojekter fra 2023 med særligt fokus på anlægsfasen. I tilknytning hertil bør der nedsættes en taskforce, som primo 2022 skal komme med anbefalinger til implementering fra 2023 herunder om krav, incitamentsstrukturer mv. om CO2-reduktioner i udbud. "Går vi foran i Danmark med den type krav, så reducerer vi klimaaftrykket fra infrastrukturprojekter i Danmark, vi får gode referenceprojekter, og vi styrker de private virksomheders evne til at levere grønne løsninger. Løsninger, som danske virksomheder kan eksportere til udlandet'', siger Henrik Garver, adm. direktør i FRI. (Dagens Byggeri, SCM.dk, Byggeplads.dk, CSR.dk)

Ingeniører råder politikere til at følge ØL's forslag

Økologisk Landsforenings forslag om at indrette EU's landbrugsstøtte anderledes møder opbakning hos FRI. Modellen, der går ud på, at landbrugsstøtten i højere grad skal gå til grønne tiltag frem for direkte arealstøtte, vil gøre landbruget mere bæredygtigt, mener FRI. "Med en sådan model vil vi bevæge os bort fra det nuværende paradigme, hvor vi belønnes for at dyrke arealer uanset driftsmæssig hensigtsmæssighed samt effekter på klima og miljø. Modellen vil i stedet introducere incitamenter til klima-og miljø-/ naturvenlig drift af lavtliggende, våde arealer og optimeret anvendelse og dyrkningsformer på øvrige arealer," skriver Tom Heron og Mads Jensen Møller, der er hhv. bestyrelsesmedlem og formand for arbejdsgruppen for bæredygtighed hos FRI, i et debatindlæg på Altinget.dk. (Økologisk Landbrug)