Presseklip: Mangel på politisk vilje vil spænde ben for energirenoveringer

Uge 23 2020

Mangel på politisk vilje vil spænde ben for energirenoveringer

Regeringen foreslår i det nye klimaudspil, at der stilles nye krav til energibesparelse i statslige bygninger frem mod 2030. Det er en rigtig god idé. Men som Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) har peget på, er de statslige og regionale bygninger i væsentlig bedre stand end de kommunale bygninger, der er præget af et betydeligt vedligeholdelsesefterslæb. Det skriver FRI sammen med en række øvrige brancheorganisationer i et debatindlæg i Politiken og kommer samtidig med forslag til forbedringer. (Politiken, Tekniq, Ecocouncil, Dansk Byggeri) 

Renoveringer skal forebygge sociale problemstillinger

Hvis vi skal have gode renoveringer af den almene boligsektor, er det ikke nok at udskifte køkkener og klimaskærme, skriver Ib Enevoldsen, formand for FRI og adm. direktør i Rambøll Danmark i et debatindlæg i Altinget. "En helt central dimension, som vi ikke må glemme, er den sociale bæredygtighed. Her er fokus at øge beboernes trivsel, samtidig med at de fysiske rammer fremtidssikres. Og hvordan gør man så det?" (Altinget)

Ingeniør-direktør: "Det er dramatisk. Vi kom ind i 2020, og lå over benchmark. Nu ligger vi væsentligt under. Det er omkring 1 mia af omsætningen, der er faldet ud"

En ny undersøgelse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører viser, at medlemsvirksomhederne ligger 9 pct. lavere i tredje kvartal af 2020 og 4 pct. lavere i fjerde kvartal. Det svarer til en nedgang i ordrebeholdningen på ca. 1 mia. kr. for en branche, der årligt omsætter omkring 14 mia. kr. “Det er dramatisk. Vi kom ind i 2020 og lå over benchmark. Nu ligger vi væsentligt under,” siger Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører. (Børsen)

Ingeniører har tyrkertro på hurtig normalisering

De store ingeniørfirmaer og byggeriet trodser krisen og bevarer troen på et hurtigt comeback efter coronakrisen. Ordrebøgerne er en del tyndere end tidligere, men især ingeniørerne holder igen med fyringerne for at være klar, når udviklingen vender. Adm. direktør i FRI, Henrik Garver, vurderer, at coronakrisens effekter kun vil være kortvarige, og han knytter håb til regeringens beslutning om at fremme planlagte byggeopgaver, bl.a. via Landsbyggefonden. Indtrykket af medlemmernes ageren under krisen er, at man vil gå temmelig langt for at undgå kapacitetsproblemer, hvis der igen kommer gang i hjulene. (Børsen)

 

Milliardomsætning mangler i rådgiver- og ingeniørvirksomheder

Ordrebogen hos rådgiver- og ingeniørvirksomheder for 3. kvartal er nu ti procentpoint mindre end det vægtede gennemsnit for perioden 2010-2020. Desuden barberes der med 4. kvartal yderligere fem procentpoint af ordrebogen sammenlignet med den normale situation i maj måned. Det viser en ny særmåling FRI har foretaget blandt medlemsvirksomhederne i maj måned 2020. (Licitationen, Dagens Byggeri, Building-Supply, Idag.dk, Pro.ing, Estatemedia)

Anlægsloftet skal også væk i 2021

Der er brug for at skabe aktivitet, der giver beskæftigelse, da coronakrisen har ført til høj ledighed i byggeriet. Anlægsloftet bør suspenderes i 2021, så kommunerne kan udbyde opgaver til gavn for klimaet, beskæftigelsen og brugerne, skrive en række byggeaktører, heriblandt FRI's adm. direktør Henrik Garver i et debatindlæg i Altinget. (Dansk Byggeri, BatKartellet)

Byggebranchen ramte loftet

Ingeniørens årlige Profilanalyse viser, at der for første gang i mere end ti år ikke er en rådgivervirksomhed i top10, hvor Rambøll og COWI plejer at befinde sig. Henrik Garver, adm. dir. i FRI har svært ved at forstå den negative udvikling i rådgivernes image. "Rådgiverne har egentlig klaret sig rigtigt fornuftigt økonomisk, og flere af dem har opkøbt arkitektvirksomheder, som har givet dem nye kompetencer og medarbejderne nye udviklingsmuligheder. Samtidig er de helt centrale i den grønne omstilling," indleder han. "Men selv om bundlinjerne ser fornuftige ud, har det måske været et hårdere år i rådgiverbranchen, end vi har haft øjnene åbne for. Der er blevet løbet meget stærkt, og der har været tilpas meget usikkerhed om fremtiden til, at virksomhederne ikke har kunnet skrue op for personalegoderne. Og så fremstår rådgiverne jo mindre attraktive." (Ingeniøren) 

Boligministeren lancerer frivillig bæredygtighedsklasse: Der mangler simpelthen nogle krav og nogle benchmarks

Den længe ventede frivillige bæredygtighedsklasse i byggebranchen er landet. Fredag 29. maj præsenterede boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i en pressemeddelelse den nye klasse, som består af ni bæredygtighedskrav. I FRI mener man, at den frivillige bæredygtighedsklasse kommer to år for sent. "Den vejledning, vi har fået præsenteret i dag, kunne lige så godt være kommet under VLAK-regeringen. Det er gået to år, fra vi i branchen afleverede inputs og ideer, til de blev bearbejdet, og til vejledningen kommer. Det er rigtig lang tid, og det er vigtig tid, som kunne være brugt på grøn omstilling, der er tabt," udtaler adm. direktør Henrik Garver. (Politiken Byrum)

FRI frygter konkurser blandt rådgivende ingeniører: Usikkerheden er ekstrem

De rådgivende ingeniørvirksomheders ordrebog for 3. kvartal er pt. 9 procentpoint lavere end normalen som følge af coronakrisen, viser en særmåling fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI). I 2021 vil situationen gå fra »slemt mod værre«, frygter brancheforeningen. Den store usikkerhed skyldes dog også, at udsigterne ikke kun er sorte. De rådgivende ingeniørvirksomheder kigger ind i en nær fremtid, hvor grøn omstilling og klimatilpasning vil skabe øget efterspørgsel på rådgivningskompetencer. Det er dog også medvirkende til, at virksomhederne tager lidt større chancer ved at fastholde medarbejdere trods nedgang, siger adm. direktør i FRI, Henrik Garver. (Politiken Byrum)