Presseklip: Rådgivende ingeniørvirksomheder kom stærkt ud af 2019

Uge 28 2020

Rådgivende ingeniørvirksomheder kom stærkt ud af 2019

FRI har afsluttet sin årlige analyse af regnskaber og videndata blandt medlemsvirksomhederne. Med en omsætning på 14,3 milliarder i 2019, en vækst på godt 4%, sætter de rådgivende ingeniørvirksomheder i Danmark en ny rekord. ”Årets brancheundersøgelse viser, at de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder kom stærkt ud af 2019, også selvom et stort antal af mellemstore virksomheder har været mere pressede på indtjeningen, end vi har set tidligere. De største FRI-virksomheder, som Rambøll, COWI og NIRAS er alle kommet godt ud af 2019, og det samme gælder hele striben af små rådgivervirksomheder med op til 10 ansatte", forklarer adm. direktør i FRI, Henrik Garver. (Licitationen, Byens Ejendom, Dagens Byggeri, Building-Supply, Estate Media)

12 konkrete forslag til infrastrukturprojekter

Det glæder adm. direktør i FRI, Henrik Garver, at Venstre er parate med en plan for at sætte gang i infrastrukturinvesteringer. FRI har tidligere opfordret transportminister Benny Engelbrecht til, at igangsætte en række infrastrukturinvesteringer hurtigst muligt, parallelt med, at der tages fat på forhandlinger om et "grønt mobilitetsforlig". FRI peger på tolv konkrete projekter, der kan igangsættes inden for en kort tidshorisont. "Projekterne skaber økonomisk aktivitet her og nu og understøtter dermed beskæftigelsen. Samtidig vil det bidrage til at løse en række helt konkrete infrastrukturbehov, som under alle omstændigheder skal håndteres i de kommende år,“ siger Henrik Garver. (BygTek)

Millionstrid kan forsinke sygehusbyggeri

Byggeriet af det nye universitetshospital i Aalborg Øst er forsinket 19 måneder - og kan blive forsinket yderligere. Region Nordjylland og totalrådgiverfirmaet Indigo er blevet uenige om, hvorvidt regionen har tilbageholdt 20 millioner kroner af rådgivernes honorar. En strid, der måske skal afgøres ved en retssag. FRI og Danskearkitektvirksomheder har sendt regionen og regionsrådet et brev om sagen og advaret om, at en række arkitekt- og ingeniørvirksomheder risikerer at gå konkurs, hvis det trækker ud. I så fald vil de ikke kunne færdiggøre sygehusbyggeriet. (Ritzau, Licitationen, Ekstra Bladet, Building-Supply, OPS-Indsigt)