Presseklip: Mangel på certificerede rådgiver giver forsinkelser

Uge 38 2020

FRI er i denne uge blevet interviewet til bl.a. Licitationen om manglen på certificerede rådgivere. Her må FRI medgive, at manglen kan give forsinkede byggeprojekter. Alligevel er ordningen trods alt at foretrække frem for tidligere, mener FRI.

- Den nye ordning er rigtig, mener vi, er en bedre ordning end tidligere. Men den har stadig nogle indkøringsproblemer, siger Inge Ebbensgaard.

Manglen på certificerede rådgivere skyldes blandt andet skrappe ansøgningskrav for nye certificerede rådgivere. Det mener Inge Ebbensgaard, chef for byggeri og byggepolitik hos Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

- Man har forsøgt fra styrelsen at sikre, at der ikke er noget brand- og konstruktionsmæssigt farligt i at gå over til den nye ordning. Og det er godt, men det er blevet til et net, som er lidt for finmasket, siger hun.

FRI foreslår også i artiklen, at man lemper på kravene til de projekter der skal indsendes i forbindelse med en bedømmelse. Der bygges simpelthen ikke nok byggeri, som egner sig til certificering i specielt de høje klasser. Men FRI slår også fast:

"Der skal selvfølgelig ikke bare lukkes folk igennem, alene fordi der mangler et antal" siger Inge Ebbensgaard, chef for byggeri og byggepolitik hos FRI.

(Licitationen - Byggeriets dagblad; Licitationen.dk; building-supply.dk; Politikenbyrum.dk; Ritzaus bureau (erhverv))