Presseklip: Ingeniører kræver klimakrav

Uge 44 2020

Ingeniører kræver klimakrav

Det går for langsomt med at nedbringe CO2-udledningen i byggebranchen. Sådan lyder det fra branchen selv, som nu opfordrer regeringen til at handle. "Jeg er bange for, at regeringen sætter ambitionerne alt for lavt, udtaler adm. direktør i FRI, Henrik Garver og fortsætter: "Sektoren er generelt set konservativ i sin udvikling, og hvis der ikke bliver skubbet på, risikerer vi at halte bagefter omverdenen i stedet for at være et foregangsland på det her område. Det kommer potentielt til at skade branchens levevilkår". (Børsen)

Byggeriet holder stand mod corona

Byggeriet er gået forholdsvis fri af coronakrisen, skriver Licitationen. "Vi så et voldsomt dyk i ordrebogen i foråret 2020, hvor rådgiver-og ingeniørvirksomhederne oplevede noget, der lignede et fuldt stop i ordreindgang. Det betød, at ordrebogen medio maj var 15 procentpoint under normalt niveau. Men vores seneste måling fra oktober 2020 viser, at ordrebogen i væsentlighed er blevet genoprettet", siger Henrik Garver, adm. direktør i FRI. Det er især sektorerne offentligt og offentligt støttet byggeri, infrastruktur og forsyning indenfor både miljø og energi, der trækker op. (Licitationen)

FRI fornemmer fortsat usikkerhed i markedet

FRI's konjunkturmåling for oktober 2020 viser, at branchen har oplevet en tilgang af nye opgaver over hele landet, særlig stærkt i Østdanmark, og forventningerne til den fremtidige ordrebeholdning er opjusteret. Den udvikling kan i høj grad, ifølge FRI's adm. direktør Henrik Garver, forklares med den politiske håndtering af coronapandemien. "Målingen viser dog ikke helt den usikkerhed, jeg fortsat kan fornemme i markedet. Når BNP går ned, som det er sket, og hvis der ikke kommer gang i eksporten igen, er der risiko for, at markedet også går ned for rådgiverne".(Licitationen)

FRI debat: Et byggeri bliver ikke godt af kun at være grønt

I iveren for at pege på grønne løsninger risikerer vi, at alt det andet glider i baggrunden, skriver Inge Ebbensgaard, FRI’s informationschef og chef for byggeri og byggepolitik i Facility Tjek. ”Et godt byggeri bliver ikke godt, fordi der er græs på taget. Byggeri bliver godt, når der er en balance mellem mange forskellige faktorer - det grønne, trivsel for brugerne, funktionen af bygningen og økonomien”. (pro.ing.dk)

Betonbranchen skal skubbes i den grønne retning

Vi er afhængige af, at der bliver investeret i teknologi til fremstilling af cement, og at der bliver igangsat flere initiativer på tværs af værdikæden i byggeriet og på forskellige niveauer, skriver Licitationen. Adm. direktør i FRI, Henrik Garver, mener, at alle parter har et ansvar, men at det først og fremmest kræver politisk indblanding, hvis branchen for alvor skal rykke sig mod grønnere græsgange. " Politikerne skal på banen, hvis det virkelig skal rykke. De skal stille nogle krav til byggerierne, så alle led i et byggeri kan komme med", udtaler han. (Licitationen)

Byggeriet får sin egen erhvervsklynge

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i sidste uge netop udpeget en 'erhvervsklynge for byggeri og anlæg', og med erhvervsklyngen følger en ansøgning om penge fra de pågældende organisationer, som står bag samarbejdet, til at drive klyngen for. FRI er blandt de branche- og erhvervsorganisationer, der står bag klyngen. (Jyllands-Posten, Træ & Møbelindustrien)

Danmark halter efter på indeklimaet

FRI og en række øvrige organisationer har udgivet rapporten " Sådan skaber vi et bedre indeklima i folkeskolerne", der samler den eksisterende forskning på området. Rapporten viser blandt andet, at 91 procent af landets klasselokaler overskrider bygningsreglementets grænse for CO2-indhold i luften i løbet af skoledagen.