Presseklip: Milliardregning venter i Forsvarets nedslidte bygninger

Uge 6 2023

Danske rådgivere i historisk medarbejdervækst

Mere end 1000 nye kolleger i branchen - heraf ca. halvdelen ingeniører. Det er essensen af den netop færdiggjorte medarbejderstatistik, som FRI har udarbejdet for de danske rådgivende ingeniørvirksomheder. En vækst, der må betegnes som historisk høj – og det i et marked, hvor rådgiverne på linje med mange andre brancher har store udfordringer med netop rekruttering. ” Jeg er en utroligt stolt branchedirektør i de her dage. Vi har ikke set en sammenlignelig vækst i antallet af nye kolleger i al den tid, vi har ført disse statistikker. De mange nye kræfter er hårdt tiltrængt i en branche, der kan beskæftige alle de kvalificerede medarbejdere, det er til at finde”, udtaler adm. direktør i FRI, Henrik Garver. (Dagens Byggeri)

Milliardregning venter i Forsvarets nedslidte bygninger

Ifølge en aktindsigt har Forsvaret opbygget et vedligeholdelsesefterslæb på over én milliard kroner. Alene de fredede bygninger vil koste 800 mio. kroner at sætte i stand, skriver ProIng/buildingtech og henviser til FRI’s State of the Nation-rapport fra 2016. Den viser, at Forsvarets Ejendomsstyrelses bygningsvedligeholdelsesefterslæb skønnedes at være på minimum 4 mia. kr. Ifølge adm. direktør i FRI, Henrik Garver, er der intet, der tyder på, at efterslæbet er blevet mindre siden. (ProIng)

Årsmøde: Fremtidens arbejdskraft med FRI

Foreningen af Rådgivende Ingeniører sætter ved Årsmødet 2023 fokus på fremtidens arbejdskraft ved at bruge en dag på fordybelse i betydningen af virksomheders arbejde med diversitet og rekruttering af fremtidens arbejdskraft. Årsmødet bliver afholdt torsdag d. 2. marts 2023 kl. 15 i Industriens Hus. Administrerende direktør i Microsoft Development Center, Copenhagen, Charlotte Mark, fortæller blandt andet om Microsofts rekruttering og tilknytning af STEM arbejdskraft i Danmark. Moderator ved årsmødet er Abdel Aziz Mahmoud. (Altinget)