Presseklip: Ny formand for FRI

Uge 9 2023

Ny formand for FRI

Henrik Winther er valgt som formand for FRI på den årlige generalforsamling. Den nyvalgte formand er direktør for COWI og har mere end 25 års erfaring i ingeniørbranchen. " I en tid, hvor verden forandrer sig hurtigere end vi har set det i generationer, har vi som rådgivere og ingeniører – og det gælder alle, fra de største selskaber og helt ud til enkeltmandsvirksomhederne - en særligt kritisk samfundsopgave. For vi er en af grundstenene i den udvikling, der skal bære os igennem både energi- og forsyningskriser, den digitale transformation og den grønne omstilling. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi står sammen om at sikre branchen gode, stabile rammevilkår gennem fornuftige og politisk brede aftaler”, udtaler Henrik Winther. En stor tak skal lyde til FRI’s afgående formand, Christian Listov-Saabye, MOE, som har stået i spidsen for FRI igennem to år. (Dagens Byggeri, DI Business)

Årets unge FRI Rådgiver 2023: Jyothsna Amrith, Atkins

På FRI's årsmøde torsdag den 2. marts var et af højdepunkterne kåringen af Årets unge FRI Rådgiver. Vinderen blev Jyothsna Amrith, 34 år gammel og ansat som projektleder inden for Spor og Anlæg i Atkins i København og udlånt til Atkins Norge. Jyothsna har været ansvarlig for en række jernbane-, letbane- og metroprojekter spredt over hele verden. Hun er blandt andet nomineret på baggrund af sit arbejde med udbygningen af Bybanen i Oslo og Jakarta Mass Rapid Transit i Jakarta, Indonesien. Stort tillykke til Jyothsna og de øvrige 4 stærke finalister: Mads Holten Rasmussen (34), udviklingschef hos NIRAS i Allerød; Camilla Tang (32), specialist indenfor avanceret vandbehandling og vandkemi hos NIRAS i Allerød; Kasper Bach Johannsen (33), specialist og projektleder indenfor Energidesign, Bæredygtighed & Indeklima hos MOE i Aarhus og Michelle Kühl (30), projektleder hos COWI i Lyngby. De fem finalister er valgt som de stærkeste kandidater ud af et større felt af dygtige unge rådgivere, der var blevet nomineret af en række FRI-virksomheder. (Dagens Byggeri, Atkins.dk)

Vi har brug for en ny uddannelsesvision, der kan tiltrække udenlandske studerende

Der mangler en vision og en klar satsning på udviklingen af Danmark som et internationalt attraktivt uddannelsesland. Det danske uddannelsessystem skal styrkes, og det markant, hvis det skal være en del af løsningen på fremtidens arbejdskraftsudfordringer. Det skriver FRI’s samlede bestyrelse i et debatindlæg i Altinget i denne uge. (Altinget)

Danske rådgivere i historisk medarbejdervækst

De rådgivende ingeniørvirksomheder har oplevet en historisk medarbejdervækst gennem 2022. Mere end 1000 nye kolleger i branchen - heraf ca. halvdelen ingeniører. Det er essensen af den netop færdiggjorte medarbejderstatistik, som FRI har udarbejdet for de danske rådgivende ingeniørvirksomheder. En vækst, der må betegnes som historisk høj – og det i et marked, hvor rådgiverne på linje med mange andre brancher har store udfordringer med netop rekruttering.” Jeg er en utroligt stolt branchedirektør i de her dage. Vi har ikke set en sammenlignelig vækst i antallet af nye kolleger i al den tid, vi har ført disse statistikker. De mange nye kræfter er hårdt tiltrængt i en branche, der kan beskæftige alle de kvalificerede medarbejdere, det er til at finde”, udtaler adm. direktør i FRI, Henrik Garver. (ArkByg)

Finalist: Mads udvikler digitale værktøjer, der renser byggeriet for fejl og letter byggeprocessen

En digital troldmand med stor byggeteknisk forståelse, og som taler i øjenhøjde. Sådan lyder skudsmålet for udviklingschef Mads Holten Rasmussen fra NIRAS. Han er den første nominerede til titlen som Årets Unge Rådgiver 2023. (Dagens Byggeri)

Finalist: Tak til Camilla, hun giver os blødt vand

Camilla Tang fra NIRAS hjælper til at omstille hovedstadens vandforsyning, så der kommer blødt vand i hundredtusindvis af haner. Det betyder ombygning af flere af vores allerstørste vandværker, og for sin indsats er Camilla den anden nominerede til titlen som Årets Unge Rådgiver 2023. (Dagens Byggeri)

Finalist: Med Jyothsna på holdet kører jernbaneprojektet på skinner

Jyothsna Amrith er ekspert i jernbaner. Og hun har en superpower: Udover gode skinneløsninger er hun fantastisk til at få samarbejdet til at glide på projekterne rundt om i verden. Tilsammen gør det hende til den tredje nominerede til titlen som Årets Unge Rådgiver 2023. (Dagens Byggeri)

Finalist: Kasper gør vores bygninger meget sundere at bo i

Der er et stort sundhedsmæssigt potentiale i at forbedrer indeklimaet i vores boliger. Dem er Kasper Bach Johannsen, specialist og projektleder i Moe, ekspert i at forløse. Det gør ham til den fjerde finalekandidat til titlen som Årets Unge Rådgiver 2023. (Dagens Byggeri)

Finalist: Michelle giver verdens længste hængebro et langt liv

Med nøgleroller og unikke løsninger på et par helt store internationale infrastrukturprojekter har Michelle Kühl, 30 årig projektleder hos Cowi, bragt sig i spil til titlen som Årets Unge Rådgiver 2023. Den femte og sidste finalist i FRI's store talentkonkurrence for unge rådgivere. (Dagens Byggeri)

Vi mangler en helhedsplan for klimaindsatsen

En frisk rapport fra Klimarådet konkluderer, at der er et mismatch mellem Danmarks indsats og ambitioner på klimaområdet - hos Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, er Adm. direktør Henrik Garver enig i den generelle betragtning. Han ønsker sig nu et samlet fokus på den videre strategi, for at nå i mål. (Dagens Byggeri)