Pressemeddelelse

Pressemeddelelse: Danmarks mest talentfulde unge rådgivere 2021

Det er endnu engang blevet tid til at kåre Årets unge FRI rådgiver, og trods et udfordrende år, er feltet så skarpt som nogensinde.

Hvert år siden 2009 har Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI kåret årets unge FRI-rådgiver. En rådgiver på max 35 år, der er ansat i en af foreningens medlemsvirksomheder, og som har udrettet noget ekstraordinært via sit talent og sin arbejdsindsats.

Det er de unge rådgiveres virksomheder, der nominerer dem, og en dommerkomité med erfarne branchefolk og kunder, nedsat af FRI, der udvælger de fem finalister i konkurrencen om årets pris. Alle fem finalister indstilles til den europæiske konkurrence EFCA Future Leader of the Year, og vinderen får desuden sponsoreret et internationalt undervisningsforløb, der kvalificerer til FIDICS Future Leaders Management Certificate.

Årets finalister er:

  • Jonas Knudsen, 35, er ansat som Projekt- og byggeleder for FRI-virksomheden AFRY i Aarhus. Han er nomineret for sit arbejde med ombygningen af spraytårn 3 for Arla Foods Arinco.
  • Mette Steffensen, 32, er ansat som byggeingeniør og disciplinleder i FRI-virksomheden COWI A/S i Lyngby. Hun er nomineret for sit arbejde på E05 Korsvägen, der er en del Västlänken projektet i Göteborg.
  • Pætur Jakobsen, 35, er ansat som afdelingsleder for aqua-kulturafdelingen hos FRI-virksomheden SMJ i Thorshavn på Færøerne. Han er nomineret for sit arbejde i forbindelse med lakseopdrætsvirksomheden Bakkafrosts opførsel af et nyt produktionsanlæg.
  • Charlotte Rask Jensen, 34, er ansat som byggeleder i FRI-virksomheden EKJ i København. Hun er nomineret for sit arbejde med opførslen af det nye Frihedsmuseum i Churchillparken nær Kastellet i København, hvor hun stod for byggeledelsen.
  • Sarah Brudler, 30, er ansat som bæredygtighedskonsulent i FRI-virksomheden Rambøll i København. Hun er nomineret for sit arbejde med at udvikle et Life Cycle Assesment tool, der gør det muligt at måle og evaluere niveauet af bæredygtighed på projekter inden for vandsektoren.

Og det er et særdeles stærkt felt, fortæller en begejstret administrerende direktør i FRI, Henrik Garver:

- På trods af et noget særpræget år, hvor Corona har påvirket arbejdsformen på mange projekter, så står vi med et særdeles stærkt felt af unge talenter. Både de kandidater der ikke blev en del af finalefeltet, og naturligvis de fem finalister, som er med i opløbet om at blive årets unge FRI Rådgiver 2021, har alle, i en ung alder, opnået meget flotte professionelle resultater. Finalisterne repræsenterer den rådgivende ingeniørbranche som vi kender den når den er allerbedst, siger han og fortsætter:

- De indstillede projekter viser bredden i de opgaver, som branchens virksomheder arbejder med: Industri-projekter for private kunder, hvor det er ekstremt tydeligt, hvordan de unge rådgivere skaber værdi for kunderne, men også hvor kravene er høje. Komplicerede byggeprojekter med ekstremt høje kvalitetskrav. Gennemtænkte infrastrukturløsninger, hvor der er allermest brug for dem; udvikling af systemer til at sætte konkrete tal på bæredygtighed. Niveauet er tårnhøjt, og det er fem virkelige talenter, der kandiderer til prisen i år.

Hver af de fem finalister vil også være stærke kandidater til den europæiske konkurrence EFCA Future Leader of the Year 2021, som de bliver indstillet til af FRI.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle fem finalister har potentiale til at blive fremtidige ledere i branchen. De har potentiale til at gøre en forskel for deres virksomheder, for branchen, for Danmark og for den verden vi lever i, slutter Henrik Garver.

Kåringen af Årets unge FRI-rådgiver 2021 finder sted torsdag 4. marts kl. 11.45. Hvis du vil følge kåringen live, så kan du gøre det via linket her. Du kan også læse mere om konkurrencen her

 

Læs om de fem nominerede