Presseklip: Den største vækst nogensinde

Uge 48 2023

Den største vækst nogensinde

2022 blev et rekordår for de rådgivende ingeniører. En gennemgang af nøgletallene viser, at sidste års omsætningsfremgang på 4 mia. kr. er den højeste i absolutte tal i mere end 10 år. Det viser en ny brancheanalyse, som Licitationen har lavet på baggrund af regnskaberne fra 40 rådgivende ingeniørvirksomheder. ”Det er den største vækst, vi nogensinde har målt”, siger adm. direktør i FRI, Henrik Garver, men understreger, at det stadig er rekruttering af medarbejdere, der er den store flaskehals". (Licitationen)

Byggepolitisk Netværk gør Folketingets boligudvalg klogere på grænseværdier for byggeriets klimapåvirkning

De nuværende klimakrav i bygningsreglementet om maksimalt 12 kg CO2 pr. kvm pr. år i nybyggeri på over 1000 kvm skal være langt mere ambitiøse, lyder det fra Byggepolitisk Netværk , som bl.a. FRI, Arkitektforeningen, Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, Ejendomdanmark, Konstruktørforeningen og Rådet for Bæredygtigt Byggeri står bag. Onsdag arrangerede netværket en høring på Christiansborg sammen med Folketingets Boligudvalg. (Byrummonitor, Bygherreforeningen)