Af Michael Havbro Faber, Ekspertisechef i NIRAS og professor på University of Lusofona, Søren Randrup-Thomsen, Head of Department i Rambøll, Inger Birgitte Kroon, Senior Project Director i COWI og Henrik Garver, adm. direktør Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI - Altinget d.16/2/2026
De fleste af os har forstået, at klimaændringer er en realitet, som både vi og vores efterkommere skal lære at leve med.
Men de færreste af os har forstået alvoren af situationen.
Effekterne af klimaændringer og hvordan vi kan og bør forberede os til disse, er noget der ikke tales nok om i det politiske rum. I virkeligheden ved vi slet ikke nok til at kunne tage de store beslutninger, der er nødvendige.
Vi er ikke klimaforskere, men derimod personer med en meget stærk baggrund i ingeniørvidenskaberne, der beskæftiger sig med risikostyring, sikkerhed for personer samt samfundspolitiske aspekter omkring infrastruktur.
Kort sagt er det os, som er med til at udtænke de løsninger, der skal ruste os til at kunne håndtere effekterne af klimaændringer.
Og de er allerede mærkbare.
De alvorlige overskrifter, vi ser ind i, omfatter forøget og mere intens nedbør, stigende havvandsspejl og oversvømmelser og på den lidt længere bane måske et arktisk klima.
Den overordnede forståelse af klimakampen er, at vi stadig har en mulighed for at reducere emissioner af drivhusgasser – og det er også rigtigt, og en vigtig bestræbelse vi skal arbejde med politisk, i industrien og i de individuelle husstande.
Problemet er dog, at effekten af disse reduktioner, også selvom de kommer hurtigt, vil være moderate, og at vi derfor mest sandsynligt vil blive konfronteret med store udfordringer.
Klimaforskere har ad flere omgange forsøgt at råbe politikerne op og gøre opmærksom på, at uanset om vi klarer at reducere udledningen af drivhusgasser, er vi nødt til at indstille os på et markant anderledes klima i fremtiden måske allerede i den nærmere fremtid.
De peger på, at disse ændringer vil have stor betydning for vores infrastruktur, og at der er et overset behov for, at vi tilpasser denne – meget hurtigt.
Klimaforskere kigger ind i markante klimaændringer, som de kalder for “tipping points”.
Et markant eksempel på det er et muligt kollaps af AMOC-strømmen i Atlanterhavet. Hvis den kollapser, vil det medføre ændringer i klimaet i Danmark – og landene omkring.
Helt konkret kan det betyde, at temperaturerne i Danmark vil falde meget markant, og at vores klima kan ændre sig til et arktisk klima. Og det er et scenarie, der ifølge flere forskere allerede kan udspille sig i 2060.
Hvis ovenstående scenarie bliver en realitet, så står vi over for meget markante udfordringer omkring tilpasning af vores infrastruktur.
Usikkerhederne, omkring hvad der klimamæssigt kommer til at ske, er meget store, og konsekvenserne kan være katastrofale, hvis ikke vi er vel forberedte – og det er vi ikke endnu.
Vigtige konstruktioner som Storebæltsbroen, Femernbæltforbindelsen og Øresundsbroen er designet ud fra en levetid på 100 – 150 år.
Det vil sige, at vi er nødt til at indregne, hvad vi ved og ikke ved omkring klimaet over sådanne tidshorisonter, når vi bygger ny infrastruktur.
Det samme gør sig gældende, når vi investerer i klimasikring af allerede eksisterende infrastruktur.
Den problematik er meget udfordrende. I tiden indtil nu, hvor vi har kunnet antage stabilt klima over lange tidshorisonter, har vi haft et fornuftigt videnskabeligt beslutningsgrundlag for de designs, vi laver.
Spillereglerne har været kendte.
Imidlertid, fordi klimaet nu formodes at ændre sig irregulært over tid, og fordi vi ikke ved ret meget om ændringerne og effekterne af ændringerne, er vi nødt til grundlæggende at revurdere og reformulere de videnskabelige metoder, vi skal anvende, når vi planlægger og designer infrastruktur og konstruktioner fremadrettet.
Klimasikring og tilpasning er et emne, der bluser op et par gange om året, hvor politikerne ser sig nødsaget til at kommentere på det.
Senest i forbindelse med finansloven, hvor der også blev varslet en ‘Klimatilpasningsplan 2’ i løbet af 2026.
De store overskrifter kommer formentlig til at være sammenspillet mellem staten og kommunernes økonomiske ansvar i forhold til at investere i klimasikring.
Men noget af det, vi mest mangler et svar på, er, hvordan vi skal indtænke klimasikring i vores infrastruktur?
Infrastruktursystemer og konstruktioner er langsigtede samfundsinvesteringer og en betydelig komponent i grundlaget for den velfærd, vi nyder godt af.
Derfor er vi nødsaget til at tage stilling til, hvordan vi sørger for at sikre store konstruktioner, som i sin tid ikke er designet med blik på de fremtidige klimaændringer.
Vi har ikke den nødvendige forskning eller et tilstrækkeligt vidensgrundlag til entydigt at give et svar på, hvordan vi sikrer konstruktioner og infrastruktur imod klimaændringer.
Derfor er vi nødsaget til at åbne den politiske dialog for det, som har været fraværende indtil nu.
Vi foreslår, at der i forbindelse med udarbejdelsen af ‘Klimatilpasningsplan 2’ gennemføres en strategisk sondering af, om de infrastrukturløsninger – vi hidtil har antaget, er de rigtige og bedste – skal tilpasses eller gentænkes.
I den forbindelse vil det være relevant at tænke i scenarier af klimaændringer, men også i scenarier af beslutningsprocesser med indbyggede kriterier for revurderinger og eventuelle omsadlinger.
Videre vil det være anbefalelsesværdigt, at myndighederne på samme vis – scenarieorienteret – etablerer et samlet overblik over behovene for klimatilpasning af allerede eksisterende infrastruktursystemer og konstruktioner, inden det er for sent.
Og gennem planlægning sikrer vi, at ikke blot de økonomiske ressourcer er tilstrækkelige, men også, at de mere praktiske aspekter er fornuftigt håndteret.
Det afgørende er, at den viden, klimaforskningen repræsenterer, bringes ind i konteksten af, hvordan samfundets funktioner opretholdes og udvikles.
Og det er en viden, som politikerne er nødsaget til at tænke ind i alt fremtidige klimasikring, som sættes i gang – både kommunalt og nationalt.
