Af Charlotte Jepsen, ledende partner i CIP Foundation og Henrik Garver, adm. direktør Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI - Altinget d.23/2/2026
Hvis man bor i et gammelt hus, som man også gerne vil blive boende i mange år fremover, kræver det, at man løbende vedligeholder det.
Man bliver nødt til at investere i energieffektive løsninger, så man ikke fyrer for gråspurvene. Man skal lappe huller i gulv og tag. Og man skal sikre, at der ikke kommer skimmelsvamp i væggene.
Det kan være en stor og dyr opgave, at vedligeholde det hjem man bor i, men alternativet “at lade stå til” er værre, og regningen bliver på sigt større.
Det danske samfund er det hjem, vi alle bor i. Men store dele af vores offentlige infrastruktur og bygninger er af ældre dato, og desværre har vi i årtier forsømt at vedligeholde det fundament, der binder vores land sammen. Og som er forudsætningen for vores velfærd og sikkerhed.
Ifølge opgørelser fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører står vi i dag med et vedligeholdelsesefterslæb på omkring 225 milliarder kroner på tværs af offentlige bygninger og infrastruktur i det danske samfund.
110 milliarder kroner vedrører offentlige bygninger som skoler, hospitaler, fængsler og kaserner, mens vores drikkevandsforsyning kræver investeringer i størrelsesordenen 25-30 milliarder kroner for at sikre et acceptabelt niveau.
Dertil kommer et samlet efterslæb på jernbaner og kommunale veje på op til 30 milliarder kroner, mens resten udgøres af det efterslæb, der er i manglende vedligeholdelse af blandt andet vores broer og energiinfrastruktur.
Det er i sig selv store tal, og udfordringen understreges kun yderligere af, at en stor del af den eksisterende infrastruktur nærmer sig sin tekniske levetid. En tredjedel af vores større broer er fra 1930'erne. Hovedparten af forsyningsnettet er fra før 1980, og det samme gælder de fleste af vores skoler og sygehuse.
Samtalen om, hvordan vi vedligeholder det, vi allerede har, er iøjnefaldende underbelyst, og der har ikke været det store fokus på at løse problemerne. Det, synes vi, der bør være.
Vedligeholdelse af den eksisterende infrastruktur er vigtig for produktionen og produktiviteten i samfundet. Forsyningsnettet skal være robust, så virksomheder og husholdninger har uhindret adgang til elektricitet og rent vand. Veje, broer og jernbaner skal vedligeholdes, så vi kan komme hurtigt og sikkert frem.
Alligevel er manglende vedligeholdelse af offentlig infrastruktur genstand for flere kritiske rapporter fra Rigsrevisionen. Det gælder for både sygehusene og Forsvarets bygninger, mens der på jernbanenettet ifølge Banedanmark selv også er et vedligeholdelsesefterslæb.
De faktiske forhold er med andre ord veldokumenterede. Fra 1980 til 2010 var de offentlige nettoinvesteringer i Danmark overvejende negative eller tæt på nul. Først efter 2010 er investeringerne taget til igen – men langt fra nok til at indhente tre årtiers nedslidning.
Udvikling af nyt uden vedligeholdelse af det eksisterende er ikke bæredygtigt.
Spørgsmålet, man sidder tilbage med, er ikke teknisk, men grundlæggende politisk: Hvordan skal vi levere velfærd, hvis togene ikke kører, og motorvejene er flaskehalse. Og hvordan skal vi undgå, at syge borgere på hospitalerne ikke blive mere syge, hvis vi ikke får bugt med skimmelsvamp? Hvordan driver vi en effektiv økonomi uden pålidelig infrastruktur? Og hvordan skal vi forsvare Danmark, hvis vi ikke kan sikre gode leve- og arbejdsvilkår for de værnepligtige, der skal beskytte vores land?
Det er en fejlslutning at tro, at en investering i vedligeholdelse af infrastruktur udelukker investering i nye projekter. Faktisk er det modsat. Det bliver over tid dyrere, når man udskyder nødvendigt vedligeholdelse, og vi ender med at skulle bruge flere penge på at udbedre skader, som har vokset sig større. Det giver i længden færre midler til nye investeringer.
Overdrevet mådehold kan derfor være lige så uansvarligt som ukontrolleret forbrug.
Regeringen har varslet en ny langsigtet økonomisk plan i begyndelsen af 2026. Det giver en sjælden mulighed for at hæve blikket og tænke i helheder frem for enkeltsager. Men den mulighed forspildes, hvis vedligeholdelse reduceres til en politisk parentes.
Vedligeholdelse bør tænkes ind som en strategisk samfundsinvestering – på linje med forsvar, grøn omstilling og velfærd. Det kræver langsigtede planer, klare prioriteringer og en politisk erkendelse af, at det usynlige fundament er forudsætningen for alt det synlige.
Hvis Danmark skal blive ved med at være et robust, velfungerende og konkurrencedygtigt samfund, må vi starte med at besvare et meget jordnært spørgsmål: Om det hus, vi har bygget gennem generationer, skal have lov til at forfalde, eller om vi vil passe ordentligt på det og have glæde af det i fremtiden.
