Debat: Kommunerne kan løse stort vedligeholdelsesefterslæb mange steder i landet

Af Henrik Garver, adm. direktør i FRI, BygTek, d. 21. november 2025

Administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Henrik Garver, anbefaler de nyvalgte politikere i kommunerne at prioritere landets fysiske rammer højere end tidligere

Størstedelen af de danske kommuner ved nu, hvem der skal stå i spidsen for de nye byråd og borgerrepræsentationer fra det nye år.

I den forbindelse skal der lyde et stort tillykke til alle de nye lokale folkevalgte fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

Det har været en meget spændende valgkamp at følge på sidelinjen de sidste par måneder. Vi er heldige, at så mange danskere giver deres tid til demokratiet – det skal vi altid huske at hylde. Det er dog nu, det rigtige arbejder starter ude i kommunerne, hvor der venter nogle store opgaver.

Kommunalvalgene er med til at sætte retningen for de lokale beslutninger de næste fire år: Hvilke dagsordener bliver vigtige lokalt, og hvem får ansvaret for at prioritere dem?

I FRI har vi allerede identificeret nogle af de helt centrale udfordringer i vores State of the Nation-rapport fra 2024. Det handler om tilstanden af den kommunale bygningsmasse, om vejene og om indsatsen for klimatilpasning og klimahåndtering.

Vi har egentlig fremlagt et overblik over nogle kommunale opgaver, som halter gevaldigt efter. Derfor er vores State of the Nation-rapport en rigtig god tjekliste for de dagsordener, som er ekstra vigtige for de nyvalgte lokalpolitikere. 

I nogle kommuner er en dagsorden vigtigere end den anden – men konklusionerne i vores rapporter er, at Danmark har et stort vedligeholdelsesefterslæb for mange steder rundt i landet. 

Løsningen af de problemer starter kommunalt, så der venter vigtige opgaver i starten af det nye år.

Op til forhandlingerne om kommuneaftalen for 2026, i forsommeren i år, sørgede vi i FRI for, at både regeringens og KL's topforhandlere fik State of the Nation 2024-rapporten i hænderne – sammen med to centrale anbefalinger:

Klimatilpasningsprojekter bør friholdes fra anlægsloftet, og Kystpuljen skal løftes markant.

Anlægsrammen for den kommunale bygningsmasse skal øges, så efterslæbet kan indhentes.

Vores anbefalinger føler vi, er blevet lyttet til – dog med muligheder for forbedringer. Men de kommende byrådsmedlemmer får meget bedre muligheder for at prioritere de fysiske rammer, end det har været muligt hidtil. 

Derfor er det vigtigt, de nyvalgte lokalpolitikere tager det ansvar på sig, for ellers står vi tilbage med for mange samfundsøkonomiske hovedpiner

Læs flere debatindlæg

Debat: Kend din bygning – før du river ned
Debat: Kend din bygning – før du river ned
Et politisk vindue har åbnet sluserne for debatten om renovering og transformation af vores bygninger. I FRI mener vi, at vores viden forpligter – og vi har et ansvar for at bringe den i spil. Derfor har vi etableret ekspertgruppen FRIxTransformation.