FRI Pressemeddelelse: Finanslov 2026 styrker klimatilpasning og samfundssikkerhed – men energiinfrastrukturen kræver investeringer

Regeringens finanslovsforslag for 2026 indeholder flere positive elementer, som flugter med FRI’s dagsorden om et mere resilient og samfundssikkert Danmark.

Det gælder især på klimatilpasningsområdet, hvor der afsættes 245 mio. kr. i 2026 til kystbeskyttelse, stigende til 268 mio. kr. i 2027, 235 mio. kr. i 2028 og 139 mio. kr. i 2029.

Midlerne skal bruges til:

  • Statslige forundersøgelser af udvalgte kystbeskyttelsesprojekter.
  • Miljøkonsekvensvurdering af stormflodsbeskyttelse af hovedstadsområdet.
  • Forlængelse af kystpuljen.
  • Et landsdækkende digetjek.

Regeringen varsler desuden en samlet Klimatilpasningsplan II, som FRI ser frem til – og som vi forventer vil indeholde bedre rammevilkår og finansieringsmuligheder for kommuner og private aktører, der skal føre klimatilpasningen ud i livet.

“Det er positivt, at regeringen tager klimatilpasning alvorligt. Kystbeskyttelse er ikke kun en teknisk opgave – det er samfundssikkerhed og en investering i resiliens,” siger Ulrik Ryssel Albertsen, erhvervspolitisk chef i FRI.

Finanslovsforslaget indeholder også en styrkelse af samfundssikkerhed og beredskab, hvor der afsættes 500 mio. kr. årligt i perioden 2026–2029. Det skal bl.a. imødegå trusler fra ekstremt vejr, cyberangreb og geopolitiske risici.

“Vi ser positivt på, at regeringen prioriterer samfundssikkerhed bredt. Det er afgørende, at Danmark står robust over for både klimatrusler og geopolitiske risici,” siger Ulrik Ryssel Albertsen.

Samtidig bemærker FRI, at sænkningen af elafgiften til 0,8 øre pr. kWh i 2026 og 2027 frigiver betydelige midler til elforbrugerne – op mod 14 mia. kr. over to år. Det er et politisk valg, som kan styrke husholdningers og virksomheders økonomi. Men vi havde gerne set, at noget af det økonomiske råderum var blevet investeret i energisystemet, så vi får et mere robust og fremtidssikret elnet, til gavn for netop de samme kunder.

“Vi har ikke noget imod lavere elafgift – men vi savner investeringer i det elnet, der skal bære den grønne omstilling. Det er fundamentet for fremtidens energisystem og en central del af samfundets tekniske resiliens,” siger Ulrik Ryssel Albertsen.

FRI opfordrer derfor til, at der i de kommende forhandlinger bliver sat tydeligt fokus på samfundets tekniske infrastruktur – både i form af klimatilpasning og energisystemer – som en forudsætning for et mere resilient og bæredygtigt Danmark.

Læs flere pressemeddelelser

FRI Pressemeddelelse: Ny branchevejledning for Jordhåndtering er klar til rådgivere og bygherrer
FRI Pressemeddelelse: Ny branchevejledning for Jordhåndtering er klar til rådgivere og bygherrer
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, ønsker at øge fokus på, hvordan vi i Danmark arbejder med jordhåndtering. Vi ønsker også at forbedre måden, vi gør det på. Derfor har FRI udarbejdet en ny branchevejledning for jordhåndteringsområdet. Vejledningen er udviklet med henblik på at sikre en ensartet og høj kvalitet i håndteringen af jord i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter. 
Pressekommentar: Anlægsramme løftes – men vi lapper stadig på et hul i vejen
Pressekommentar: Anlægsramme løftes – men vi lapper stadig på et hul i vejen
FRI hilser aftalen om kommunernes økonomi i 2026 og løftet af anlægsrammen til 22,3 mia. kr. velkommen, men peger på, at behovet stadig overstiger rammen. Efterslæbet er over 60 mia. kr. alene for kommunale bygninger. Klimatilpasning bør prioriteres højere, og FRI foreslår at friholde sådanne projekter fra anlægsloftet.