Pressekommentar: Fortsat stigning i kvote 2-ansøgere mod STEM-uddannelserne glæder FRI

Lørdag d. 15. marts blev tallene for kvote 2-ansøgere til de videregående uddannelser offentliggjort. 56.675 ansøgere har søgt ind via kvote 2, hvilket er en stigning på fire procent i forhold til sidste år. Kigger man isoleret på søgningen mod civilingeniøruddannelsen, er der sket en stigning på 11 procent sammenlignet med sidste år.

Denne markante stigning glæder Adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, Henrik Garver:  

- I FRI er det en virkelig god nyhed, at antallet af kvote 2-ansøgere til civilingeniøruddannelsen oplever en stigning på 11 procent, for andet år i træk, siger Garver og fortsætter:

- Nok så vigtigt er det, at ansøgningerne til civilingeniøruddannelsen er nr. 3 på listen, og diplomingeniøruddannelserne er nr. 5 på listen. De unge ved, hvad de vil have. Nu håber jeg også, at de kommer ind – og at der ikke laves politiske benspænd og unødig dimensionering, så vi får uddannet færre dygtige ingeniører end det, samfundet har brug for, og som de unge gerne vil.

- En ingeniøruddannelse eller en uddannelse inden for STEM-fagene er et fornuftigt valg – både for den enkelte, for samfundet og for verden. De kommende studerende vil få præcis de kompetencer, der skal til for at løse fremtidens udfordringer, hvad enten det gælder grøn omstilling, rent vand, mobilitet, digital infrastruktur, bæredygtigt byggeri eller udviklingen af mere levedygtige byer, slutter Henrik Garver.

Læs flere pressemeddelelser

FRI Pressemeddelelse: Ny branchevejledning for Jordhåndtering er klar til rådgivere og bygherrer
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, ønsker at øge fokus på, hvordan vi i Danmark arbejder med jordhåndtering. Vi ønsker også at forbedre måden, vi gør det på. Derfor har FRI udarbejdet en ny branchevejledning for jordhåndteringsområdet. Vejledningen er udviklet med henblik på at sikre en ensartet og høj kvalitet i håndteringen af jord i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter. 
Pressekommentar: Anlægsramme løftes – men vi lapper stadig på et hul i vejen
Pressekommentar: Anlægsramme løftes – men vi lapper stadig på et hul i vejen
FRI hilser aftalen om kommunernes økonomi i 2026 og løftet af anlægsrammen til 22,3 mia. kr. velkommen, men peger på, at behovet stadig overstiger rammen. Efterslæbet er over 60 mia. kr. alene for kommunale bygninger. Klimatilpasning bør prioriteres højere, og FRI foreslår at friholde sådanne projekter fra anlægsloftet.