Omdannelse af erhvervslokaler til boliger og bedre beskyttelse af kritisk infrastruktur. Statsministerens åbningstale berørte flere centrale FRI-dagsordener.
Da statsminister Mette Frederiksen tirsdag åbnede det nye folketingsår med den traditionelle åbningstale, var der flere udmeldinger med betydning for de rådgivende ingeniørvirksomheder.
På boligområdet vil regeringen blandt andet gøre det lettere at omdanne erhvervslokaler til boliger. Det ligger i forlængelse af FRI’s fokus på renovering og transformation, som er en af organisationens prioriterede dagsordener.
– Eksisterende erhvervslokaler kan ofte transformeres til boliger eller andre funktioner. Men mulighederne afhænger både af bygningernes egenskaber og de krav, projekterne skal leve op til. Vi vil derfor følge tæt, hvilke barrierer regeringen vil fjerne. Forenkling bør gøre det lettere at etablere løsninger, som fastholder en god balance mellem ressourceforbrug, sikkerhed og sundhed, siger Jan Hylleberg, der er administrerende direktør i FRI.
Statsministeren koblede grøn energi til både klima, sikkerhed og konkurrenceevne. Regeringen ønsker blandt andet at hæve klimamålet for 2035 og arbejde for, at grøn strøm erstatter olie, kul og naturgas.
Samtidig skal et totalberedskab styrke indsatsen mod cyberangreb og sabotage og beskytte blandt andet vandforsyning, telekommunikation, sundhed og transport.
– Energiforsyning og beredskab er forskellige opgaver, men begge kræver, at vi ser på sammenhængen mellem systemerne. Hvis strømmen svigter, kan det få betydning for vandforsyning, kommunikation og transport. Derfor skal vi kende afhængighederne og prioritere de indsatser, der bedst sikrer, at samfundet kan fungere under en krise, siger han.
Talen rummede også ambitioner om investeringer i forskning og bedre vilkår for virksomhedernes innovation. For FRI hænger den dagsorden sammen med adgangen til kvalificerede medarbejdere. I foreningens seneste konjunkturmåling melder 62 procent af de adspurgte medlemsvirksomheder om mangel på ingeniører.
– Forskning, teknologi og kompetencer er investeringer med et langt perspektiv. Vi skal både udvikle ny viden og have mennesker, der kan bruge den i praksis. Det er en forudsætning for at gennemføre mange af de opgaver, statsministeren beskriver, siger Jan Hylleberg.
Regeringen fremlægger fredag sit finanslovsforslag. Her bliver der mulighed for at se nærmere på finansieringen af en række af talens ambitioner.