Af Camilla van Deurs, forperson i Arkitektforeningen, Jan Hylleberg, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) og Jette Leth Djælund, næstformand i Konstruktørforeningen
Hvis man i dag skulle redesigne håndværkerfradraget, som giver fradrag for håndværksydelser, hvordan ville det så se ud, hvis det skulle imødekomme regeringens eksplicitte ambitioner om at mindske vores ressourceforbrug og CO2-udledning i byggeriet?
Ja, det skulle i hvert fald have én central tilføjelse.
Håndværkerfradraget blev genindført med finansloven for 2025. Her var det en del af aftalen, at det skulle indføres med fokus på grøn istandsættelse.
Fradraget kan således bruges på en lang række ydelser, der knytter sig til energirenovering og klimatilpasning – lige fra udskiftning af vinduer og yderdøre, isolering af tag, ydervægge, forbedring af skorstene med videre.
Selvom intentionen er god, og det tilmed har fået prædikatet ’grønt’ giver fradraget for eksempel i dag kun ret til fradrag for udskifte vinduer, ruder og yderdøre, men ikke for at reparere eller istandsætte dem. Det trækker i retning af at udskifte frem for at reparere.
Det understøtter eksempelvis en udbredt tendens til at rive ældre, men fuldt reparérbare vinduer af høj kvalitet ud og erstatte dem med fabriksnye vinduer, fordi det er enklere at håndtere, eller til at udskifte samtlige vinduer i huset i stedet for at nøjes med at tætne eller reparere dem, der har brug for det.
Der er på samme måde talrige eksempler på, at ellers velfungerende tage skiftes alene for at efterisolere, uden blik for det samlede energi- og ressourceforbrug, ligesom det er udbredt, at der laves tilbygninger for at imødekomme behov, som kunne have været løst langt billigere og mere bæredygtigt inden for de eksisterende kvadratmeter.
Regeringens ambitioner understreger imidlertid et behov for, at håndværkerfradraget understøtter det stik modsatte i byggeriet, nemlig at materiale- og ressourceforbruget i byggeriet reduceres.
Det kan fremmes ved, at håndværkerfradraget også kunne bruges på rådgivning om, hvordan bygningsejeren bevarer, vedligeholder, levetidsforlænger, renoverer nænsomt og tilpasser boliger til nye funktioner og brugerbehov inden for de eksisterende kvadratmeter.
Den tidlige rådgivning skal give boligejeren overblik over bygningens tilstand og muligheder, før løsningen vælges. Hvad kan repareres? Hvad kan holde i mange år endnu? Kan boligens behov løses inden for de eksisterende kvadratmeter? Og hvor giver en udskiftning en reel forbedring?
Med en samlet vurdering af restlevetid, energiforbrug, klimapåvirkning og økonomi får boligejeren dermed et langt bedre grundlag for at vælge de materiale- og ressourceeffektive løsninger.
Derfor bør uvildig rådgivning i bevaring, vedligehold, levetidsforlængelse, reparation og nænsom renovering eventuelt med dokumentation for klimapåvirkning, omfattes af håndværkerfradraget, hvis fradraget skal matche tidens presserende behov for, at vi går meget mere nænsomt til værks i byggeriet.
At gøre rådgivning i bevaring og nænsom renovering til en del af håndværkerfradraget vil medføre, at der samlet set bruges flere timer på godt håndværk til reparationer og færre udgifter til og mindre brug af materialer.
Når man starter med at undersøge, hvad der allerede er af værdi og værd at bevare, bliver arbejdet mindre plug-and-play og kommer i højere grad til at handle om at passe på og renovere de eksisterende bygningsdele og udnytte de eksisterende kvadratmeter bedre.
En større del af pengene vil altså lande hos snedkeren eller tømreren, der istandsætter vinduerne, frem for hos producenten af nye vinduer.
Uvildig faglig rådgivning vil ikke afholde nogen fra at skifte vinduer, der er udtjente, men vil derimod sørge for, at gode vinduer ikke rives ud, blot fordi et enkelt eller to i rækken er udtjent.
Det skal sikre, at valget træffes på et oplyst grundlag, så man ved, hvad der kan bevares og repareres, og hvad der trænger til udskiftning. Ud over at dette vil give en åbenlys bæredygtighedsgevinst i form af et mindre ressourceforbrug giver det også et mindre klimaaftryk, fordi man undgår den energi og den CO2-udledning, der går til at producere nye materialer.
Rådgivningsdelen bør altså supplere de ydelser, håndværkerfradraget allerede kan bruges til i dag, så langt flere boligejere vil blive guidet til, hvordan de kan bevare, reparere og forlænge levetiden på deres bygning og bygningsdele. Det vil understøtte en langt mere bæredygtig praksis i vedligeholdelsen af vores boliger og bygninger.