Uge 18 2026

Mens vi venter på en ny regering, kan det udefra se ud som om, at politisk beslutningskraft står stille. Ministerier og styrelser har fået besked på at afvente. Det skal vi respektere – men ikke lade os lamme af.

Certificeringsordningerne for brand og konstruktion er et godt eksempel. For mens der ventes politisk, arbejder vi videre, fordi certificeringsordningen er for vigtig til at blive sat på pause. For samfundet. For sikkerheden. Og for de rådgivende ingeniørvirksomheders mulighed for at løse deres opgaver ordentligt. Vi bruger pausen på, igen, at pege på, hvad der virker, og hvad der skal justeres. For det bliver en opgave for den nye regering og det nyvalgte Folketing. Og vi kan lige så godt give dem fem gode råd med på vejen.

Råd nr. 1: Brand og konstruktion er ikke det samme. En kerneudfordring er, at brand og konstruktion administrativt behandles som én ordning. På brandområdet er der typisk nok certificerede og korte ventetider. På konstruktion er billedet omvendt: Vi mangler certificerede statikere – især i de høje klasser – fordi krav til projekttyper og dokumentation gør vejen til certificering til en flaskehals. Det skaber usikkerhed og kan bremse projekter. Vores budskab er: Brand og konstruktion bør administrativt adskilles. De to fag arbejder forskelligt, ligger forskellige steder i processen og kræver forskellige løsninger.

Råd nr. 2 vedrører, om certificering fortsat kun skal knyttes til personer, eller om vi skal hen mod en virksomhedsbaseret model. I FRI peger vi på, at en virksomhedsordning er mest robust på lang sigt: Certificeringen skal stadig hvile på dygtige ingeniører, men det er virksomhederne, der bærer ansvar for kvalitet, processer og leverancer – og det bør afspejles i ordningen. Men, samtidig er vi pragmatiske: Den nuværende ordning kan forbedres markant ved at fjerne flaskehalse og give den ro til at sætte sig hos alle aktører. Vi er midt i implementeringen – ikke for enden af den.

Råd nr. 3: Kontrol er nødvendig – men den skal være klog. Certificeringsordningen handler om sikkerhed, og kontrol er nødvendig. Men kontrollen skal styrke kvalitet – ikke slide mennesker og organisationer ned. I dag oplever mange, at det personlige ansvar bliver uforholdsmæssigt belastende, når enkeltpersoner kaldes til samtaler om projekter med mangler. I de fremtidsmodeller for ordningen, vi arbejder med, flyttes fokus mod audit af både systemer og udvalgte projekter på virksomhedsniveau. Fejl skal føre til en klar rapport og konkrete forbedringskrav (fx efteruddannelse, bemanding eller procedurer). Bliver der ikke fulgt op, må der være konsekvenser – i sidste ende tab af certificering. Det styrker læring og ansvar frem for frygt.

Råd nr. 4: Små virksomheder skal kunne være med. Prisen er især en bekymring for mindre rådgivervirksomheder. Ordningen må ikke blive dyrere eller mere administrativt tung end nødvendigt, og vi skal lære af beslægtede ordninger, der fungerer. Vi vil arbejde for løsninger, der holder omkostningerne nede, forenkler administrationen og sikrer nok certificerede til at dække markedet.

Råd nr. 5: Husk, vi er midt i en implementering – ikke for enden af den. For statikerne er vi nu 4–5 år inde i implementeringen. Vi er kommet langt, men der er fortsat betydelige forbedringsmuligheder. Samtidig må vi ikke smide det, der virker, over bord: Ingen i branchen ønsker at starte forfra med endnu en smertefuld implementering.

I den politiske tænkepause har vi et ansvar for at fastholde retningen. Når der igen er en regering, arbejdes der videre med ordningen – og derfor er det vigtigt, at vi nu får peget på de justeringer, der gør certificeringen mere enkel, mere robust og tættere på den virkelighed, rådgivende ingeniørvirksomheder arbejder i hver dag.

Inge Ebbensgaard og Henrik Garver

Læs FRI’s kommentarer til scenarier for certificeringsordning