Leder: Folkemødet 2026 – dialogen i fokus

Uge 22 2026

Sommeren er over os, og for mange er det ensbetydende med sol og festival. Det er det også for FRI, både for vores sekretariat og for en hel række virksomheder, når vi om små 14 dage sætter kursen mod Bornholm og Folkemødet. 

Folkemødet er kendt som hele Danmarks demokratifestival. Her samles politiske partier, græsrødder og forenings-, erhvervs- og kulturlivet til tre dage med fokus på dialog, deltagelse og fællesskab. 

De seneste år har det været en prioriteret indsats for FRI’s bestyrelse, at FRI deltager aktivt på Folkemødet. FRI har siden 2024 været partner på ByggePladsen, der har til formål at være samlingspunkt for hele værdikæden i bygge- og anlægsbranchen. ByggePladsen vil igen i år være omdrejningspunktet for FRI’s aktiviteter, og vi har lagt os i selen for at skabe tre stærke og aktuelle arrangementer, der sætter dialog og meningsudveksling i centrum. 

Vi åbner årets Folkemøde torsdag formiddag, når vi i samarbejde med NIRAS og COWI inviterer til debat om klimatilpasning og kritisk infrastruktur. Med udgangspunkt i et ekstremt klimascenarie drøfter FRI’s bestyrelsesleder, Jens Brandt Bering, og tidligere bestyrelsesleder, Henrik Winther, Danmarks håndtering af akutte klimahændelser og mulighederne for forebyggelse. Dialogen tages sammen med KL, Beredskabsstyrelsen og forsker ved SDU, Sebastian Mernild.

Torsdag eftermiddag står FRI Young Professionals bag eventet Vandkamp – Fremtidens drikkevand, hvor yngre meningsdannere, eksperter og beslutningstagere fortsætter debatten fra folketingsvalget om rent drikkevand. Er vand kritisk infrastruktur, og hvem skal betale regningen for at sikre rent drikkevand til fremtidens generationer? I klassisk valgkampsstil vil politisk ekspert Lawand Hiwa Namo give os indblik i den politiske situation og analysere deltagernes performance og bidrag til debatten. 

Og endelig: Intet Folkemøde uden FRI’s årlige Pubquiz! Vi slutter traditionen tro af fredag aften med at invitere branchens eksperter, politikere og publikum til quiz. Det bliver både sjovt, lærerigt og udfordrende! 

Til quizzen kan du opleve hele tre bestyrelsesmedlemmer fra FRI: Jens Brandt Bering (bestyrelsesleder), NIRAS; Klaus Winther Ringgaard, COWI og Rasmus Bering, DAI. 

Er du på årets Folkemøde, så håber vi at se dig på ByggePladsen!

Sommeren nærmer sig, og i FRI er vi næsten klar til at drage mod Bornholm ☀️

Henrik Garver, Frederikke Vorborg og FRI’s Folkemødeteam

/folkemoedet