Uge 16 2026
Små huller giver store konsekvenser
En ny rapport viser, at der er samfundsøkonomiske besparelser at hente ved at sørge for gode veje i Danmark. Rapporten er udarbejdet af COWI på vegne af Asfaltindustrien, Dansk Vejforening, Dansk Industri og FRI. Helt konkret giver rapporten et overblik over konsekvenser, der afspejler sig i samfundsøkonomien ved dårligt vejvedligehold. Rapporten er bl.a. nævnt i mediet MobilityTech, som er et undermedie hos Ingeniøren.
- Når vi ser på konsekvenserne samlet, bliver det tydeligt, at vejvedligehold ikke kun handler om asfalt, men om at skabe velfungerende byer. Det kræver, at kommunerne planlægger langsigtet og bruger den tekniske viden, der findes, til at holde vejkapitalen sund, fortæller Henrik Garver, adm. direktør i FRI.
Positive tal for den grønne omstilling i byggebranchen
Byggeriets Handletank for Bæredygtigt Byggeri har udgivet et nyt studie, der viser, at bygge- og anlægsbranchen er på vej mod en CO₂-reduktion på 89% i 2030. Udledningen er reduceret med 78% siden 1990, så det er meget positive tal ifølge adm. direktør i FRI, Henrik Garver.
- Vi er meget glade for at se de tal, som er fremlagt i dag. Tallene er en indikation på en branche, der arbejder sammen, og lykkes med at flytte Danmark i en grønnere retning. Bygge – og anlægssektoren har en størrelse, der forpligter på den grønne dagsorden, så det er virkelig stærkt at se, at vi også leverer på den forpligtelse, siger direktøren.
Han mener også, at næste skridt er et øget fokus på at fremme renovering og transformation, hvis vi skal nå helt i mål med de klimamål, branchen har sat sig.
- Arbejdet med at fremme renovering og transformation bliver nu endnu vigtigere – det er reelt det næste store skridt.