Presseklip, uge 17 2026: Ny FRI-direktør og spirende optimisme blandt danske rådgivere

Uge 17 2026

Ny FRI-direktør efter sommerferien

Sidste uge sluttede af med store nyheder, som ryddede de fleste forsider hos fagmedierne, da vi kunne løfte sløret for, at Jan Hylleberg bliver ny direktør i FRI efter sommerferien. Jan kommer fra en stilling som viceadm. direktør i Green Power Danmark og kommer derudover også med en lang erfaring fra vindmølleindustrien, hvor han har været med til at sætte fart under udviklingen af den. FRI’s bestyrelsesleder og CEO i NIRAS, Jens Brandt Bering mener, at Jan er den helt rette arvtager fra afgående direktør i FRI, Henrik Garver:

- Med valget af Jan har vi fundet en tung kapacitet med kendskab til både det politiske landskab i Danmark og de væsentlige forretnings- og samfundsområder, som har betydning for FRI’s medlemsvirksomheder. Det har ikke været let at finde en ny direktør, der kunne løfte arven efter Henrik, og samtidig forny FRI og realisere vores nye strategi, men med valget af Jan er vi reelt kommet i mål. Jeg glæder mig til samarbejdet, udtaler han.

Spirende optimisme bland danske rådgivere

Licitationen og Børsen har dykket ned i tallene fra FRI’s seneste konjukturmåling, som viser, at på trods af usikre omstændigheder i verden, så ser medlemsvirksomhedernes ordrebøger stadig fornuftige ud. I modsætning til de seneste målinger, forventer næsten ingen virksomheder en reduktion i antallet af ordre i de kommende seks måneder. Og hele 30 % forventer decideret en større ordrebeholdning. Branchen har de seneste år båret præg af en forsigtighed i en usikker verden, derfor glæder det adm. direktør i FRI, Henrik Garver, at det nu ser ud til at bløde op:

- Det er dejligt at se, at vores medlemsvirksomheder kan begynde at justere lidt på den forsigtighed, der har været god grund til at udvise over det seneste år. Og jeg er i øvrigt stolt af, at vi som samlet branche har kunne fastholde en stabil overskudsgrad på 7,5% og en uændret eksport gennem hele denne periode. Det vidner om, at virksomhederne har været dygtige til at prioritere deres ressourcer og allokere de medarbejdere, der har været tilgængelige, til de rigtige områder, siger han.

 

FRI på LinkedIn: 

FRI har delt nyheden om Jan Hylleberg, som bliver ny direktør i FRI efter sommerferien på LinkedIn. Flere profiler fra den rådgivende ingeniørbranche hilser Jan velkommen og glæder sig til samarbejdet.