Pressekommentar: Finansieringen bevæger sig i den rigtige retning i regeringens nye Klimatilpasningsplan 2

(Redigeret d.24/2/2026 med en præcisering ift. anlægsrammen)

Regeringen har i dag fremlagt et udspil til en Klimatilpasningsplan 2, der vil afsætte 14,9 mia. kr. til kystbeskyttelse. En markant opgradering af den statslige finansiering, som Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI ser positivt på.

Den har ladet vente længe på sig, men nu er den kommet. Regeringen har præsenteret deres bud på en Klimatilpasningsplan 2, som præsenterer en investeringsplan fra 2029 og frem til 2040, hvor der er afsat 14,9 mia. kr.

- Det er et stærkt udspil, som regeringen er kommet med i dag. 14,9 mia. kr. er en markant opgradering af den statslige finansiering, så det er positivt at se, at kommunerne får den hjælp, der er blevet bedt om i lang tid. Klimatilpasning er noget vi skal være fælles om, ellers får vi ikke løftet det store investeringsbehov der er, siger Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

Udspillet lægger også op til, at staten kommer til at stå for 85% af anlægsrammen, så anlægsfinansieringen ikke bliver en barriere for kommunerne.

- Anlægsfinansieringen og anlægsrammen for klimatilpasning har været et stort problem for kommunerne, så når staten planlægger at stå for 85% af det, så er det en stor hjælp for kommunerne ift. at igangsætte den klimatilpasning, der er nødvendig rundt omkring i landet, siger Henrik Garver og tilføjer:

- Det er lige nu uklart, om selve anlægsloftet for kommunerne bliver løftet, så de kan prioritere klimatilpasning uden at gå på kompromis med finansiering til skoler og veje. Det er essentielt, at vi får en afklaring på det fra regeringens side.

Vi mangler svar på resten


Udspillet har givet bedre svar på finansieringen, som kommer til at hjælpe ude i kommunerne. Det er dog større tanker, som branchen har efterlyst svar på – herunder FRI’s udvalg for vand og miljø, som også har fremlagt et bud på en Klimatilpasningsplan 2.

- Det er en start, at regeringen kommer med yderligere finansiering på området, men vi mangler svar på mange andre ting. Vi ved stadig ikke, hvordan klimatilpasning skal indtænkes i en helhedsplanlægning i de udsatte områder. Der er stadig et stort spørgsmål omkring Natura 2000-regler, som er med til at hindre naturbaseret kystbeskyttelse. Og så har vi et problem i, hvordan vi har en national organisering af klimatilpasningen i Danmark, for vandet kender desværre ikke kommunale grænser, fortæller Henrik Garver.

Og tilføjer:

- Overordnet set har vi sat flueben ud fra finansieringen i dag, men vi mangler stadig svar på andre store problemstillinger. Det vil derfor være oplagt at regeringen og forligskredsen også forhører sig hos branchen, som skal levere løsningerne til den klimatilpasning, der er brug for i Danmark. Vi har spurgt vores medlemsvirksomheder, og de er klar til at levere på de projekter, som uden tvivl bliver sat i værks efter dagens nyhed, afslutter Henrik Garver.

 

Læs flere pressemeddelelser

Pressemeddelelse: Stærkstrømsingeniør Blev Årets Unge FRI-rådgiver
Pressemeddelelse: Stærkstrømsingeniør Blev Årets Unge FRI-rådgiver
Det blev den 34-årige stærkstrømsingeniør Sonu Sing, der løb med titlen som Årets Unge FRI-rådgiver 2026. Sonu får prisen blandt andet på baggrund af sit arbejde med elektrificeringen af det danske jernbanenet og kørestrømsanlægget på California High-Speed Rail - USA’s første elektrificerede højhastighedsbane.
Pressemeddelelse: FRI’s analyse af forsvarsinvesteringer efterlader spørgsmål til politikerne
Pressemeddelelse: FRI’s analyse af forsvarsinvesteringer efterlader spørgsmål til politikerne
En ny analyse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, viser, at Danmarks kommende forsvarsudgifter har potentiale til at skabe ekstra rådgiveromsætning for mere end 600 mio. kroner. Analysen viser også, at vi i særdeleshed mangler politisk svar på hvordan de 1,5% af BNP, som Danmark har forpligtet sig til at investere i bredere sikkerhed i overensstemmelse med kravene fra NATO, skal investeres i praksis.