Efter rekordlange regeringsforhandlinger er Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre kommet frem til et regeringsgrundlag, som er præsenteret i dag på Marienborg. Et grundlag, der tegner godt ifølge Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Den nykårede firkløverregering har i dag fremlagt et bredt og ambitiøst regeringsgrundlag.
Et grundlag, der indeholder en række vigtige nedslag, der styrker den grønne omstilling i byggeriet, elektrificeringen af Danmark og en grundlæggende sikring af dansk konkurrencekraft ifølge adm. direktør i FRI, Henrik Garver:
- Det har taget sin tid, men med de visioner, der er lagt frem i det nye regeringsgrundlag, har det været ventetiden værd. Overordnet ligner det en regering, der både vil den grønne omstilling og som vil sikre gode forudsætninger for dansk konkurrencekraft. Det er to ting, der er stærkt afhængige af hinanden, og det er positivt, at den kommende regeringen anerkender det, fortæller han.
Regeringsgrundlaget indeholder mange visioner og tanker, og derfor kræver det også, at vi får set det mere grundigt igennem. The devil is in the detail. Men helt overordnet ser det ud til, at mange af forslagene flugter med, hvad vi ser som nogle af de vigtigste områder for de rådgivende ingeniørvirksomheder:
- Ved første øjekast er der meget, der taler ind i de rådgivende ingeniørers kerneområder. Vi kan bl.a. se et særskilt fokus på renovering og transformation af den eksisterende bygningsmasse, et velkomment boost til STEM-uddannelserne – og ikke mindst en ny energiinfrastrukturplan, der forhåbentlig bliver ambitiøs. Hertil er klimatilpasning fortsat på bordet. Det er alle er områder, der har afgørende betydning for Danmark i de kommende år, og som vi derfor også har haft stort fokus på. Derfor ser vi frem til nøje at gennemgå regeringsgrundlaget i løbet af de næste timer og dage. I udgangspunktet tegner det godt, afslutter Henrik Garver.