Pressemeddelelse: Danske ingeniørvirksomheders vækst styrkes af nye markedsområder

Stigning i omsætningen hos de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder bliver især drevet af markant vækst inden for en enkelt sektor, der ser ud til at blive et mere centralt forretningsområde fremadrettet.

De danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder, der er en del af FRI, havde i 2022 en overskudsgrad på 7,1% målt på egenproduktionen. Det er omtrent på niveau med året før, og fortsat udtryk for en historisk høj indtjening. Overskuddet er baseret på en omsætning på 15,7 mia. kr. – hvilket er en stigning på mere end 13% i forhold til året før. Det viser den seneste statistiske branchebeskrivelse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

Adm. Direktør i FRI, Henrik Garver, er stolt af udviklingen og bider især mærke i en enkelt ændring i forhold til tidligere:

Industriel proces og produktion i vækst som forretningsområde

- Når vi kigger på udviklingen af omsætningen spredt ud over på de fire største sektorer – Byggeri, Infrastruktur, Miljø og Energi – så ser vi at fordelingen ser ud stort set som året før. Men til gengæld har vi en ret voldsom vækst i en femte sektor: Industriel proces og produktion. Sidste år udgjorde den 6% af den samlede omsætning – i år er det 9% - for fem år siden var det 3 procent.  Det er en voldsom stigning på meget få år, og sektoren er nu næsten er på størrelse med energisektoren blandt vores medlemmer, siger Henrik Garver og fortsætter:

- Det er udtryk for en meget markant tendens. Produktionsvirksomhederne i Danmark bliver mere avancerede – ikke mindst drevet af væksten i den danske medico- og pharma-industri, men i høj grad også af vores fødevareindustri og af væksten i logistik og spedition. De anlæg og produktionsfaciliteter, der investeres i, kræver en høj grad af tekniske ekspertise og specialistviden, som de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder kan levere. Der er intet, der tyder på, at denne udvikling kommer til at vende i den nære fremtid, og heldigvis ser vi at vores medlemsvirksomheder er godt rustet til at følge med denne omstilling, og konstant investerer i at blive endnu stærkere.

Energisektoren vokser i udlandet

Tallene i Statistisk Branchebeskrivelse 2023 viser at omsætningen på eksportmarkedet er noget anderledes fordelt end på hjemmemarkedet i Danmark. Når virksomhedernes eksportomsætning, der i alt beløber sig til 2,7 mia. kr. fordeles på sektorer, viser der sig et anderledes billede end sektorfordelingen på det danske marked. Det er især inden for energi og infrastruktur, at den store volumen i eksportomsætningen ligger. Særligt energiområdet har internationalt været i kæmpe vækst, og udgør nu 28% af eksportomsætningen fra Danmark, mod 19% året før.

- Det er utroligt positivt at se så stor en vækst i eksporten. Og jeg er særligt stolt af at se, hvor stor efterspørgsel der er på de danske kompetencer inden for energi. Det er for mig helt tydeligt, at det øgede fokus i markedet er drevet af den massive omstilling af energi- og forsyningssektoren som følge af både klimaforandringer, krigen i Ukraine og de massive investeringer der bliver realiseret med europæiske midler i European Green Deal og den amerikanske Inflation Reduction Act, der også har accelereret mængden af energiinvesteringer. Det særlige ved vores måling af væksten i eksporten er jo, at der her er tale om eksport af kompetencer fra Danmark, det er fordi virksomhederne i Danmark har nogle af verdens stærkeste ingeniører inden for energi, VE og grøn omstilling. Hertil kommer at en række virksomheder gennem datter-, søster og moderselskaber i udlandet også ser en stærk vækst, men energikompetencerne hentes hos de danske Ingeniører, som er blandt verdens førende.

Du kan fordybe dig i tallene fra FRI’s Statistisk Branchebeskrivelse 2023 her

Læs flere pressemeddelelser

Pressemeddelelse: Stærkstrømsingeniør Blev Årets Unge FRI-rådgiver
Pressemeddelelse: Stærkstrømsingeniør Blev Årets Unge FRI-rådgiver
Det blev den 34-årige stærkstrømsingeniør Sonu Sing, der løb med titlen som Årets Unge FRI-rådgiver 2026. Sonu får prisen blandt andet på baggrund af sit arbejde med elektrificeringen af det danske jernbanenet og kørestrømsanlægget på California High-Speed Rail - USA’s første elektrificerede højhastighedsbane.
Pressemeddelelse: FRI’s analyse af forsvarsinvesteringer efterlader spørgsmål til politikerne
Pressemeddelelse: FRI’s analyse af forsvarsinvesteringer efterlader spørgsmål til politikerne
En ny analyse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, viser, at Danmarks kommende forsvarsudgifter har potentiale til at skabe ekstra rådgiveromsætning for mere end 600 mio. kroner. Analysen viser også, at vi i særdeleshed mangler politisk svar på hvordan de 1,5% af BNP, som Danmark har forpligtet sig til at investere i bredere sikkerhed i overensstemmelse med kravene fra NATO, skal investeres i praksis.