Pressemeddelelse: Nye tal fra FRI viser fortsat høje tilbudsomkostninger

I 2023 udgjorde de samlede tilbudsomkostninger hos rådgiver- og ingeniørvirksomheder i FRI 547 millioner kroner, svarende til 3,2% af branchens samlede omsætning, viser en analyse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, og det bekymrer Adm. Direktør i FRI, Henrik Garver:

- Der vil altid være tilbudsomkostninger - de skal bare begrænses mest muligt, så vi undgår overflødige tilbudsomkostninger. Men det går den forkerte vej. For på trods af det lave niveau på 2,9% af branchens samlede omsætning, som vi målte for 2022, kan vi nu igen se et utilfredsstillende højt niveau i tilbudsomkostninger. Stigningen i omkostningerne er problematisk, fordi tilbudsomkostninger ikke i sig selv skaber værdi i projekterne. De skaber ikke værdi for kunderne, og de medfører færre ressourcer til innovation. Ja, reelt kan for høje tilbudsomkostninger skade virksomhedernes konkurrenceevne – det bliver så særligt en udfordring i de små og mellemstore virksomheder, fortæller han og fortsætter:

- Der er mange grunde til de øgede tilbudsomkostninger – nogle kan findes i, at der skal leveres for meget i tilbudsfasen. De uklare aftalevilkår er også en årsag, som man ikke skal bagatellisere. Hver gang udbyderne fraviger ABR’s regler, skal vores medlemmer bruge tid på at vurdere, den risiko fravigelsen medfører. Det kan være svært at gennemskue og er en udfordring særligt for de små- og
mellemstore virksomheder. Herudover kan unødvendige udbud af små rådgiverindkøb være en fordyrende faktor, og som noget nyt oplever vi desværre, at flere kunder, også de store offentlige og halvoffentlige, i stigende grad er begyndt at anvende offentlige udbud, mener Henrik Garver, der forklarer videre:

- Offentlige udbud betyder, at man fraviger den normale praksis med prækvalifikation. Det er problematisk, fordi det betyder, at et ukendt antal virksomheder byder på samme opgaven. Så den enkelte virksomhed ved ikke, hvor mange den konkurrerer imod, hvilket øger risikoen for forgæves tilbudsomkostninger markant. Derfor bør det være i alles interesse at følge den sædvanlige praksis med prækvalifikation, siger han og uddyber:

- Tidligere på året udarbejdede FRI et fælles kodeks sammen med Danske Arkitektvirksomheder, som sigter mod at mindske tilbudsomkostninger, men vi er ikke i mål. Vi får kun reduceret tilbudsomkostningerne gennem et større tværgående fokus på, hvad der driver omkostningerne op: udbudsformer, fravigelser fra kontraktvilkår og uklare udbud. Dette vil gavne både de bydende virksomheder og kunderne, og det vil vi fortsætte med at arbejde for i FRI, slutter han.

Pressemeddelelse: Stærkstrømsingeniør Blev Årets Unge FRI-rådgiver
Pressemeddelelse: Stærkstrømsingeniør Blev Årets Unge FRI-rådgiver
Det blev den 34-årige stærkstrømsingeniør Sonu Sing, der løb med titlen som Årets Unge FRI-rådgiver 2026. Sonu får prisen blandt andet på baggrund af sit arbejde med elektrificeringen af det danske jernbanenet og kørestrømsanlægget på California High-Speed Rail - USA’s første elektrificerede højhastighedsbane.
Pressemeddelelse: FRI’s analyse af forsvarsinvesteringer efterlader spørgsmål til politikerne
Pressemeddelelse: FRI’s analyse af forsvarsinvesteringer efterlader spørgsmål til politikerne
En ny analyse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, viser, at Danmarks kommende forsvarsudgifter har potentiale til at skabe ekstra rådgiveromsætning for mere end 600 mio. kroner. Analysen viser også, at vi i særdeleshed mangler politisk svar på hvordan de 1,5% af BNP, som Danmark har forpligtet sig til at investere i bredere sikkerhed i overensstemmelse med kravene fra NATO, skal investeres i praksis.