Pressemeddelelse: Muligheden for en grøn omstilling af branchen skal gribes

Ambitioner om bæredygtig omstilling af byggeriet og en ny EU-lovgivning betyder, at byggebranchen står foran en omfattende renovering af bygningsmassen. Strateginetværket for bæredygtigt byggeri giver sit bud på, hvordan det løses bedst.

 

Byggeriet i Danmark, Europa og verden over tegner sig for en meget stor del af de CO2-udslip, som accelererer klimaforandringerne.

Så når EU's nylige bygningsdirektiv, energieffektiviseringsdirektivet fra foråret 2023 og kommende krav i EU-taksonomien til byggebranchen åbner et vindue for omstilling af branchen i Europa, skal muligheden gribes.

Det mener professor Per Kvols Heiselberg fra Build – Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet:

- Rigtigt mange bygninger i Danmark og Europa er fra en tid, hvor klimakrav og klimabevidsthed ikke fandtes. Og selvom bygningsmassen løbende er blevet renoveret, er der fortsat et stort klimapotentiale at høste, forklarer han.

Per Kvols Heiselberg har sammen med chef for bæredygtighed, Majbritt Juul, fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, koordineret arbejdet i den arbejdsgruppe under Strateginetværket for bæredygtigt byggeri, som i dag sender sine anbefalinger på gaden i notatet ’Klimakrav til renovering – metode og grænseværdi’.

- Anbefalingerne står på et meget bredt og stærkt samarbejde i branchen, så det her er et godt udgangspunkt for en effektiv og samtidig realistisk drøftelse af, hvilken regulering vi bør have i Bygningsreglementet, forklarer Majbritt Juul.

Bidragsyderne til det nye notat tæller aktører fra hele byggeriets værdikæde. På baggrund af deres input har skribenter fra Arkitema og COWI med hjælp fra Aalborg Universitet udarbejdet notatet.

Aktørerne er enige om, at klimakravene til renovering først og fremmest kræver et solidt datagrundlag.

- Der findes i dag ikke et tilstrækkeligt datagrundlag til at definere en fælles grænseværdi for renoveringsprojekter, som vil kunne skabe de ønskede incitamenter til at reducere klimabelastningen, og som har logisk sammenhæng med andre krav i bygningsreglementet.

- Blandt andet fordi renovering er af så forskellig karakter – både i dybde og størrelse, vurderer chefspecialist Amdi Schjødt Worm fra Arkitema.

Strateginetværket for bæredygtigt byggeri anbefaler i stedet, at:

• Der hurtigst muligt igangsættes analyser, som kan tilvejebringe det nødvendige datagrundlag. Det er bl.a. analyser af klimabelastning for budgetteret vedligehold og af de enkelte faser og modulers betydning i den samlede LCA ved renovering.

• Der fra 2025 stilles krav i bygningsreglementet om dokumentation af klimapåvirkning på bygningsdelsniveau i forbindelse med renoveringsprojekter, når der renoveres mindst 1000 m².

• Der defineres grænseværdier, som skal gælde fra 2027, på bygningsdelsniveau for simple renoveringer og en samlet klimabelastningsramme for dybe eller komplekse renoveringer.

• Grænseværdierne sænkes med henblik på at øge klimagevinsterne fra 2029.

Strateginetværket for bæredygtigt byggeri anbefaler, at der i første omgang alene stilles dokumentationskrav for bygninger med mindst 1000 m2 renoveret bygningsareal. På projekter af den størrelse kan der ofte findes data, som er central for udvikling af kommende klimakrav.

For projekter med mindre end 1000 m2 renoveret bygningsareal - herunder enfamiliehuse - bør der ifølge strateginetværket udvikles en mere simpel tilgang til vurdering af renoveringens klimapåvirkning.

En tilgang, som samtidigt rummer incitamenter til at begrænse nedrivning med henblik på nybyggeri.

Strateginetværket anbefaler, at der til enfamiliehuse og andre mindre bygninger udarbejdes et katalog over scenarier for renovering med generiske værdier på typologier og bygningsdele, der kan anvendes som støtte til beslutning om og dokumentation af renovering, der lever op til gældende krav.

Anbefalingerne indgår i et notat, som kan findes ved at klikke her.

Notatet ’Klimakrav til renovering – metode og grænseværdi’ er det andet af to nye notater fra Strateginetværket for bæredygtigt byggeri om, hvordan byggeriets grænser for CO2-udledning skal udvikle sig de kommende år.

Det første notat med titlen ’Metode til fastsættelse af fremtidige grænseværdier for nybyggeri’ udkom i november. I marts udgav netværket ’Roadmap for udvikling af metode til beregning af bygningers klimabelastning’, som danner fundamentet for de to nye notater.

Strateginetværket for bæredygtigt byggeri tæller en lang række organisationer i og omkring byggeriet.

Netværket arbejder bl.a. med at skabe ejerskab og finde løsninger til implementeringen af regeringens nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Arbejdet er fordelt i en række forskellige arbejdsgrupper.

Notatet ’Klimakrav til renovering – metode og grænseværdi’ er udarbejdet af en arbejdsgruppe med data, LCA og dokumentation som hovedfokus og med følgende deltagere:

• Arkitema
• Axcelfuture
• Arkitektforeningen
• BL
• Build – Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet
• Concito
• COWI
• Dansk Erhverv 
• Dansk Standard
• Danske Arkitektvirksomheder
• Foreningen for Rådgivende Ingeniører, FRI
• GI
• Konstruktørforeningen
• Lendager Group
• Region Hovedstaden
• Rådet for Bæredygtigt Byggeri
• Tekniq Arbejdsgiverne
• Teknologisk Institut
• Veltek
• Vinduesindustrien.

Læs flere pressemeddelelser

Pressemeddelelse: Jan Hylleberg bliver ny direktør i FRI efter sommerferien
Pressemeddelelse: Jan Hylleberg bliver ny direktør i FRI efter sommerferien
Siden starten af januar har bestyrelsesledelsen i FRI arbejdet på at finde en afløser for Henrik Garver som direktør for FRI. Den nye mand til direktørposten er nu fundet, det er Jan Hylleberg, som kommer fra en stilling som viceadministrerende direktør i Green Power Denmark. Jan starter i FRI senest den 1. oktober 2026.
Pressemeddelelse: Visse emner kan ikke være til diskussion i kompromisernes regering
Pressemeddelelse: Visse emner kan ikke være til diskussion i kompromisernes regering
Danskerne har talt, og nu skal landets politikere sammensætte en regering, der skal løse fremtidens udfordringer. Et fragmenteret Folketing skal finde en mellemvej, og det bliver et spørgsmål om kompromisser. Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, opfordrer til en kommende regering, der ikke vil gå på kompromis med den grønne omstilling, klimasikring og sikkerhed for dansk infrastruktur.