af Henrik Winther, Executive vice president i Cowi og bestyrelsesleder i FRI og Charlotte Jepsen, Ledende partner i CIP Fonde
Forestil dig, at vi lod hver kommune opfinde sine egne byggeregler. At vejingeniører hver især bestemte, hvordan veje skulle anlægges – uden et samlet regelsæt.
Det lyder uansvarligt. Og det er det.
Alligevel er det præcis den situation, vi befinder os i, når det gælder klimatilpasning.
Oversvømmelser, skybrud og havvandsstigninger er ikke fremtidsscenarier – det er virkelighed. Klimatilpasning er ikke længere en valgfri disciplin. Det er en nødvendighed. Men selv om vi står midt i klimaforandringerne, har vi endnu ikke fælles rammer, der sikrer, at de løsninger, vi vælger, er langsigtede, økonomisk ansvarlige og bygger på fælles principper.
I dag udvikler vi klimatilpasningsprojekter lokalt og i siloer. Nogle steder bygger vi diger, andre steder etablerer vi grønne byrum, der kan rumme vandet. Mange løsninger er både kreative og teknisk solide – men uden en fælles retning risikerer vi at stå med lappeløsninger af investeringer, der ikke taler sammen.
Vi bruger milliarder, men får vi nok for pengene?
Samtidig er risikoen for kortsigtede og dyre lappeløsninger reel. Når akutte skader rammer, presser det beslutninger frem uden langsigtede analyser. Det er forståeligt – men det er ikke bæredygtigt. Vi har brug for en fælles ramme, som gør det lettere at tage de rigtige beslutninger i tide frem for i panik.
Det er ikke et spørgsmål, om vi skal klimatilpasse. Spørgsmålet er, hvordan vi gør det klogest – sammen
Det er et problem – ikke kun for dem, der planlægger og designer løsningerne, men for hele samfundet. For klimatilpasning er ikke noget, vi kan vælge til eller fra. Det er en nødvendighed. Det er en investering i fremtiden. Og netop derfor skal vi sikre, at det, vi bygger, skaber værdi – også om 50 år.
Men hvad skal fælles spilleregler bestå af?
For det første skal de sikre, at klimatilpasning tænkes ind i den samlede udvikling af vores byer og landskaber. Løsningerne skal ikke kun beskytte – de skal også bidrage. Til grønne byrum. Til biodiversitet. Til livskvalitet.
For det andet skal vi tage naturens præmisser alvorligt. For længe har vi forsøgt at kontrollere og begrænse vandet. Derfor skal vi i højere grad arbejde med naturbaserede løsninger, som giver plads til vandet – og som forstår, at klimatilpasning ikke kun handler om teknik, men også om økologi og rumlig planlægning.
Endelig har vi brug for et stærkere nationalt lederskab. Klimatilpasning er en opgave, som rækker ud over kommunegrænser og budgetperioder. Derfor er der behov for en national ramme, der sætter retningen og skaber fælles mål – uden at bremse den lokale handlekraft. (Politiken)
