Af Henrik Garver, adm. direktør, FRI, Lars Storr-Hansen, direktør for Danske Arkitektvirksomheder, Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør DI Byggeri, Peter Stenholm, adm. direktør for Ejendom Danmark, Louise Panum Baastrup, repræsentant for Byggesocietet, Palle Thomsen, adm. direktør for Danske Byggecentre og Scott Hollingsworth, direktør for Hollingsworth-Pack Corporation, Kronik ifm. Årets Byggeri 2025
Der er gået seksten år siden COP15 i København. Nu med COP30 bag os, kan vi konstatere, at klimaet forandrer sig hurtigere, end vi formår at tilpasse os. De globale CO2-udledninger ligger fortsat på rekordniveau, og afhængigheden af fossile energikilder består. Økonomisk usikkerhed, konflikter og stigende energibehov fastholder mange lande i velkendte energiformer, selv mens konsekvenserne udspiller sig for øjnene af os — om end ikke lige hårdt overalt. I Danmark er tegnene tydelige: Stigende grundvand, voldsommere skybrud og en gradvis nedbrydning af vores kyster. Udviklingen fortsætter og påvirkes på den korte bane kun i begrænset omfang af vores bestræbelser.
Processen, som vi i det byggede miljø satser på, præges af vidensdeling, lovkrav, CO2-regnskaber og lag efter lag af regulering og redskabsudvikling, der skal trække branchen i en mere bæredygtig retning — og det tager tid at få os alle med. Vi har selv valgt denne tilgang, hvor mange hensyn skal balanceres, og derfor må vi også stå ved, at vi samlet set bevæger os langsommere, end naturen gør. Netop derfor skal vi midt i processen huske at stille et grundlæggende spørgsmål: Vil bygningen kunne modstå de forhold, der venter? For klimaudviklingen fortsætter, uanset hvor hurtigt vi arbejder herhjemme.
Lad os derfor træde et skridt tilbage og se på helheden. Midt i regler, krav og ambitioner handler det i sidste ende om vores evne til at modstå de klimatiske påvirkninger, der kommer, og vi kan godt spørge os selv, om det vi gør, er det helt rigtige.
I branchen er vi fortrolige med de mange indgangsvinkler, der former vores samarbejde omkring det byggede miljø. Selv om vi alle forsøger at arbejde med helheder, kan hver vores tilgang præges af vores faglighed: Nogle prioriterer — bevidst eller ubevidst — et lavere ressourceforbrug, andre arbejder ud fra ønsket om at bevare og forny eksisterende bygninger, og andre igen lægger vægt på tilgængelighed, socialt ansvar, biogene materialer eller cirkulære principper. Alle perspektiver rummer en sandhed, og alle bygger på reel erfaring. Men selv om hvert enkelt fokus er legitimt, skaber ingen af dem i sig selv den robusthed, som fremtiden kræver — den opstår først, når perspektiverne flettes sammen.
Ét langsigtet perspektiv er at reducere ressourceforbruget — et mål, de fleste af os deler. Det mindsker klimaaftrykket og ligger i naturlig forlængelse af både danske og europæiske ambitioner. At bygge med færre materialer er ansvarligt, fremsynet og ofte både økonomisk og miljømæssigt fornuftigt. Men den overordnede beregning må ikke fjerne fokus fra de fremtidige krav til modstandsdygtighed over for det, der kommer. Og når konstruktionerne bliver slankere, og materialerne ændres, hvordan påvirker det så bygningens evne til at modstå kraftigere regnhændelser, stigende grundvand og generelt mere ustabile forhold?
Transformation af eksisterende bygninger er en af Danmarks stærkeste traditioner. Det reducerer udledninger, bevarer kulturarv og forlænger levetiden på strukturer, der allerede er vævet ind i vores byer og lokalsamfund. Men en bygning arver ikke kun sine materialer fra en anden tid — den arver også sin oprindelige anvendelse. Mange af de bygninger, vi transformerer i dag, er skabt til funktioner, belastninger og brugsprofiler, som ikke nødvendigvis svarer til nutidens behov eller fremtidens krav. Samtidig bygger de på tekniske forudsætninger fra et mildere klima. Transformation er meningsfuld — men når både brugen og forudsætningerne ændrer sig, hvordan sikrer vi så, at bygningen kan stå imod fremtidens påvirkninger?
Økonomisk tilgængelighed og social inklusion er grundlæggende hensyn, når vi udvikler det byggede miljø til nutidens krav. De handler om adgang, kvalitet og om at skabe steder, hvor fællesskab kan opstå og bestå. Men i mange transformationer opstår der et spænd mellem intention og virkelighed. En bygning, der engang var skabt til at åbne sig mod mange som en folkeskole, kan præsentere flere udfordringer, når brugermønstret ændres – for eksempel omdannelsen af folkeskolen til et værested for ældre. Tidssvarende funktionalitet til den nye brugergruppe kan være svært at inkorporere effektivt. Når økonomien samtidig presser projekterne mod løsninger uden meget redundans, bliver det endnu vanskeligere at sikre den modstandsevne, som lang levetid forudsætter. Og når vi bygger — eller ombygger — med ønsket om at styrke fællesskabet, hvordan sikrer vi så, at bygningen også kan udfylde sin rolle, når fremtidens krav bevæger sig et andet sted hen end fortidens?
Biogene materialer, særligt træ, har fået en stærkere position i dansk byggeri. Det reducerer udledninger, giver nye arkitektoniske muligheder og tilbyder en mere regenerativ tilgang. Men bygninger opført i biogene materialer, som i stigende grad præger vores nutidige arkitektur, bærer også en særlig karakter — én der rummer både store kvaliteter og ofte indbyggede sårbarheder. De kræver præcise detaljer og vedligeholdelsesstrategier. Og når vi vælger biogene løsninger, hvordan sikrer vi så, at den kvalitet, der gør dem attraktive i dag, også rækker ind i et klima, der vil stille langt skarpere krav i morgen?
Cirkulært og demonterbart byggeri har vundet indpas som en måde at mindske spild. Det giver fleksibilitet og gør det muligt at se bygninger som materialebanker, der kan adskilles og bruges i nye konstruktioner. I en fremtid med AI-styrede databanker kunne dette blive skalerbart. Men demonterbare løsninger kræver ofte en større materialeforbrug til at sammenføje. Hvordan vurderer vi balancen mellem fleksibilitet og stabilitet? Eller peger det mod en hybrid?
Når vi hæver blikket fra den enkelte bygning, står en anden indsigt frem: Evnen til at bestå klimaforandringerne er ikke kun et spørgsmål om konstruktioner, men om det landskab, vi bygger vores liv op omkring. Vores samfund er vævet sammen af funktioner og afhængigheder, der i stigende grad er koncentreret få steder. Det giver dynamik og effektivitet — men også sårbarhed, fordi så meget falder, hvis ét punkt svigter.
Der findes kræfter og initiativer i Danmark, som arbejder for at styrke områderne uden for de store byer. Det er vigtigt arbejde — og det bør fylde mere. For netop de steder, der ligger længst fra byernes centrum, kan vise sig at være dem, der påvirkes mindst af fremtidens klimahændelser. Hvis vi ønsker et robust samfund, hvordan sikrer vi så, at landets mest klimastabile områder også får en rolle i den måde, vi fordeler funktioner, fællesskaber og investeringer på?
Vores bygningsmasses modstandsdygtighed har også en økonomisk dimension. I Danmark — som i resten af verden — bliver forsikringer dyrere i takt med, at hændelserne gentager sig. Storme, skybrud og stigende havniveauer sætter sig direkte i præmierne, og flere områder nærmer sig allerede grænserne for, hvad der kan dækkes. Forsikring er ikke længere blot en teknikalitet; den er blevet en indikator for, hvor sårbare vi er. For hvis vi ikke kan forsikre vores bygninger, kan vi så reelt kalde dem bæredygtige? Og hvis vi ikke kan betale for at genopbygge dem, hvad betyder det så for den modstandskraft, vi forventer, at samfundet skal have?
COP30 har ikke givet os den fremgang, som vi alle håbede på. Men den har mindet os om, at de valg, vi træffer i dag, vil definere den modstandskraft, vi får i morgen. At stå imod klimaforandringerne er ikke et produkt af én løsning, én regulering eller én teknologi. Den skabes i balancen mellem behov, bygninger, placeringer og prioriteter — og i den måde, vi fordeler vores fælles investeringer på tværs af landet. Spørgsmålet er derfor ikke kun at minimere materialer og udslip, men også at fastholde vores tradition for at bygge godt, så at det holder på den lange bane og minimere fremtidens genopbygninger.
