Uge 26 2025
I et debatindlæg i Dagens Byggeri, argumenterer adm. direktør i FRI, Henrik Garver for, at den europæiske rådgivende ingeniørbranche fortsat viser stor robusthed på trods af en reel kapacitetskrise, der kan bremse den udvikling, samfundet har brug for. Det bekræfter den nyeste udgave af EFCA’s Barometer 2025, hvor der rapporteres om stabile markeder og en sund ordrebeholdning – særligt i nøglesektorer som energi og infrastruktur. (Dagens Byggeri)
For fjerde år i træk er rekrutteringsudfordringer den største bekymring blandt de rådgivende ingeniørvirksomheder i Europa, viser ny måling - det såkaldte EFCA Barometer for foråret 2025. (BygTek)
Når de nye klimakrav i bygningsreglementet træder i kraft 1. juli 2025, får de rådgivende ingeniører en nøglerolle i at nedbringe klimabelastningen, skriver Licitationen. Det stiller en række nye krav til rådgiverne. (Licitationen)
Problemet med smuldrende fuger i nybyggede typehuse bør undersøges nærmere. Licitationen har spurgt en række organisationer om deres holdning til en analyse, og hvem der i givet fald skal finansiere en sådan. FRI er åben over for at bidrage til en undersøgelse, men flere forhold skal være opfyldt ifølge adm. direktør, Henrik Garver: "Med de problemstillinger, vi har kunnet læse om i medierne, så synes jeg, at det vil være en god idé at få lavet en undersøgelse, der måske kan belyse problemstillingen. Men om vi vil være med i undersøgelsen afhænger af, hvilket setup, der bliver lavet rundt om den, og hvem der ellers er med", siger han. (Licitationen)
I et LinkedIn-opslag skriver vicedirektør i FRI, Ulla Sassarsson, at rådgivning ikke bør sidestilles med rengøring i EU's udbudsregler. EFCA foreslår derfor et særskilt kapitel for ”Intellectual Services”, hvor kvalitet vægtes over pris, og hvor færre virksomheder inviteres til at byde på opgaverne. (LinkedIn)
16-årige Hanna har været i praktik hos SINUZ – en oplevelse, der har givet hende konkret indsigt i en rådgivende ingeniørs hverdag. Praktikforløb som dette kan være med til at afhjælpe den stigende mangel på ingeniører og understøtter den kommende gymnasiereforms fokus på STEM-området. Det skriver FRI på LinkedIn i denne uge. (LinkedIn)