Uge 39 2022
Skærpet lovgivning og grønne investorer har øget interessen for bæredygtigt byggeri, skriver Licitationen. Tempoet er højt, og vi ser et skifte, så det bæredygtige bliver normen eller en ny normal. Udviklingen er i høj grad drevet af rådgivere, arkitekter og ingeniører, og af ambitiøse bygherrer, især pensionskasser og nogle af de helt store virksomheder. ”De ser ikke bare på, om en bygning lever op til kravene her i 2022, men også på, hvad den er værd om to-tre-fire år og i 2030, siger Henrik Garver, adm. direktør i FRI. (Licitationen)
Den dominerende softwareleverandør til den danske byggebranche, Autodesk, har skruet priserne godt op de senere år. Men det er svært for kunderne at skifte. Derfor overvejer FRI sammen med andre europæiske brancheforeninger at rejse en konkurrencesag. Autodesk mener, at kritikken rammer helt ved siden af, da de efter egen opfattelse allerede har reageret på kritikpunkterne. (ProTech)
I sidste uge blev FRI i Geneve kåret som vinder af FIDIC Member Association Excellence Award i kategorien Best Diversity and Inclusion Initiative. FIDIC er den internationale brancheorganisation for rådgivende ingeniørvirksomheder. FRI vandt prisen for etableringen af FRI’s Forum for Diversitet og Ligestilling, herunder vores anbefalinger i forhold til løn under barsel/forældreorlov for FRI-virksomheder, vores guideline ift. når medarbejdere bliver forældre, vores indsats for at måle på diversitet og ligestilling og ambitionerne om at arbejde med bias m.v.. I en tid, hvor mangel på kvalificeret arbejdskraft står som en systemisk udfordring for branchen, er arbejdet medvirkende til at tiltrække en bredere gruppe af kandidater til vores medlemsvirksomheder og tilknytte de nuværende medarbejdere i længere tid – også når deres personlige situation forandres. (Licitationen, Nordiske Medier)