Uge 40 2022
Licitationen har foretaget en stor rundspørge blandt byggeriets organisationer ifm det kommende valg. Henrik Garver, adm. direktør i FRI, har en stribe ønsker til den nye regering - fra en ny national mobilitetsplan over bedre studieforhold til enklere udbudsprocesser. Og så understreger han vigtigheden af, "at der ikke kun laves nødløsninger og quick fix ift den nuværende energikrise – det er nødvendigt, at der tænkes langsigtet, så vi ikke også i de kommende år står i en lignende situation. Krisen må ikke blive en undskyldning for, at den grønne transformation af vores energisystem udskydes". (Licitationen, MesterTidende)
I den seneste tid er det fra flere sider igen blevet forsøgt at rejse tvivl om både redelighed og validitet i de miljøkonsekvensrapporter, der bliver lavet forud for bygge- og anlægsarbejder i Danmark. Det er en farlig tendens, der i sidste ende fjerner fokus fra det, det handler om – nemlig miljøet, skriver Henrik Garver, adm. direktør i FRI, i et debatindlæg i Altinget.dk. (Altinget)
I en udfordrende tid er FRIs seneste videnopgørelse positiv læsning. Tallene tyder nemlig på, at vi som branche langt hen ad vejen lykkes i vores anstrengelser på at gå udfordringerne med medarbejdermanglen i møde. Vi har på brancheniveau en historisk høj medarbejderomsætning, der fordeler sig på 22 % nytiltrådte medarbejdere mod kun 16 % fratrådte. Og vi kan i tilgift se, at der så småt er ved at blive rettet op på den lidt skæve kønsfordeling, der historisk set har været en udfordring, da andelen af kvinder i branchen – også på ledelsesniveau – er steget i forhold til året før. (Licitationen, Dagens Byggeri, Building-Supply, Estatemedia)
11 år efter skybruddet over København bliver der stadig investeret massivt i klimaløsninger. Henrik Garver, adm. direktør i FRI, frygter imidlertid, at klimaindsatsen kan gå ned i gear, fordi kommunernes økonomi er under pres, og fordi energipriserne er steget kraftigt - det kan få lokale politikere til at skrue ned for investeringer i de vand- og spildevandselskaber, som finansierer en stor del af klimatilpasningerne. (Licitationen)