FRI Pressemeddelelse: State of the Nation-rapporterne er et vigtigt led i kommende økonomiforhandlinger

Seneste konjunkturmåling fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, giver et tydeligt billede af, hvor voldsomme udsving det globale marked i øjeblikket er udsat for, men den giver også en pejling af en branche i ro.

FRI tager to gange årligt temperaturen på medlemsvirksomhedernes forventninger til den kommende periode. Målingen dette forår viser med al tydelighed, at det seneste halve år har været en omvæltning på mange måder. Målingen er foretaget pr. 1. april 2025, og forventninger om konsekvenserne af markant højere toldtariffer på vareimport til USA er derfor i væsentlighed inkluderet i målingen.

Stabilt, rekordhøjt niveau

24% af medlemsvirksomhederne i FRI forventer at øge antallet af medarbejdere, hvilket er noget mindre end ved de seneste mange målinger. Til gængæld er antallet af virksomheder, der forventer at skære ned også faldet, sammenlignet med oktober-målingen. Flertallet af virksomheder melder nu, at de forventer en uændret størrelse på staben over de næste seks måneder.

Dette bekymrer dog ikke Adm. direktør i FRI, Henrik Garver

- Rådgiverbranchen er normalt et af de mest stabile skibe i en storm, men i det her marked, så ser vi at selv FRI-virksomhederne bliver blæst rundt. Dog ikke værre, end at vi som branche nok skal komme sikkert i land med alle mand om bord. Ordrebogen er 100% stabil i forhold til seneste måling i oktober. Og selvom vi ser ind i en periode med lidt mindre forventninger til yderligere vækst, så holder branchen fast i det største antal medarbejdere nogensinde. Det er i sig selv flot, i betragtning af, at verden, som vi kender den, er i så markant forandring, som vi ser i disse dage.

Fortsat ingeniørmangel – men med lyspunkter

Medarbejdersituationen kommer også til udtryk i, at der for første gang i et stykke tid ses et dyk i antallet af medlemsvirksomheder, der giver udtryk for, at de mangler ingeniører. Den mangel har ellers i lang tid været gældende for stort set alle virksomheder. Nu er det ’kun’ ca. 2/3 af virksomhederne der har rekrutteringsudfordringer.

- At vi ser færre, der beskriver, at de oplever en mangel på ingeniører, ser jeg som et tegn på at der i den generelle økonomi sker en opbremsning. 67% er fortsat et meget højt tal, men meldingen fra virksomhederne er, at det trods alt er blevet lettere at rekruttere de manglende hoveder, siger Henrik Garver og uddyber:

- Ud over, at væksten ser ud til at have toppet for nu, skal en del af forklaringen sandsynligvis findes i, at andre tekniske brancher i endnu højere grad end rådgiverne har været nødt til at nedskalere – og skal se på deres bemanding i lyset af eksempelvis nye amerikanske toldbarrierer. En del af de medarbejdere bliver dermed tilgængelige som nye dygtige rådgivere i FRI-virksomheder. En anden, helt central del af forklaringen er, at rådgiver- og ingeniørvirksomhederne i FRI har fået en langt stærkere international diversitet i deres stab over de seneste år. Rekrutteringsindsatsen i bl.a. vores europæiske nabolande er derfor også en vigtig del af forklaringen på hvorfor manglen er blevet lidt mindre akut. Men ingeniørmanglen er fortsat markant og udtalt. Derfor er det også glædeligt, at vi med de nye uddannelsesreformer af både kandidat og ikke mindst professionsbachelor og diplomuddannelser kan se frem til at få endnu flere udenlandske studerende ind på de danske STEM-uddannelser.

Agil branche i nye vækstmarkeder

Når vi ser på rådgiverbranchen fordelt på de forskellige sektorer, der arbejdes indenfor, er tidernes omskiftelighed også tydelig.

- Det er tydeligt at se, at der har været nogle markante skift i markedet og nye fokusområder hos kunderne, forklarer Henrik Garver og uddyber:

- Samfundssikkerhed og klimasikring er kommet i højsædet på et niveau, vi ikke er vant til. Det kommer til udtryk i, at en stor del virksomheder forventer øget aktivitet inden for både miljø og vand samt anlæg. Samtidig viser fordelingen også, at der er stor usikkerhed ift. de opgaver, der omhandler energiinfrastruktur. De store projekter med energiøer, brintrør og vindmølleparker, som alle havde store forventninger til for kun ganske kort tid siden, er nu usikre – hvad er tidshorisonten? Kommer de overhovedet i gang? – og ordrerne er simpelthen ikke kommet i det omfang, man havde regnet med.

Nye markeder og svingende eksport

Som noget nyt er FRI i konjunkturundersøgelsen begyndt at spørge specifikt ind til opgaver, der ligger inden for Industri og processer, hvor der er mange rådgiveropgaver i den danske medico- og pharma-industri, i fødevareindustrien, ift. datacentre og inden for logistikområdet. Her ses fortsat en markant vækst i markedet.

Sidst men ikke mindst viser store udsving i eksporten igen, at der er stor usikkerhed i markedet. Men også, at danske ingeniører kan komme til, på internationale projekter, at skulle kompensere for nogle af de amerikanske virksomheder, der trækker sig ud som følge af lukningen af USAID.

Tallene fra FRI’s Konjunkturmåling for april 2025 kan ses her

Læs flere pressemeddelelser

Pressekommentar: Fortsat stigning i kvote 2-ansøgere mod STEM-uddannelserne glæder FRI
Pressekommentar: Fortsat stigning i kvote 2-ansøgere mod STEM-uddannelserne glæder FRI
Lørdag d. 15. marts blev tallene for kvote 2-ansøgere til de videregående uddannelser offentliggjort. 56.675 ansøgere har søgt ind via kvote 2, hvilket er en stigning på fire procent i forhold til sidste år. Kigger man isoleret på søgningen mod civilingeniøruddannelsen, er der sket en stigning på 11 procent sammenlignet med sidste år.