Pressekommentar: Anlægsramme løftes – men vi lapper stadig på et hul i vejen

FRI hilser den nye aftale om kommunernes økonomi for 2026 velkommen – særligt løftet af anlægsrammen til 22,3 mia. kr. Det er et vigtigt om end lille skridt i den rigtige retning for at styrke de fysiske rammer for velfærden i Danmark.

Med en højere anlægsramme får kommunerne bedre mulighed for at investere i blandt andet bedre indeklima i daginstitutioner og skoler, øget klimatilpasning og renovering af offentlige bygninger og infrastruktur.

Men behovet overstiger stadig rammen. Kommunerne selv vurderer, at de har behov for anlægsinvesteringer for 26,6 mia. kr. i 2026. FRI’s State of the Nation 2024 viser imidlertid et endnu større efterslæb: hele 60 mia. kr. alene for kommunale bygninger – og yderligere 5-10 mia. kr. for veje og broer.

Dertil kommer nødvendige investeringer i klimatilpasning, som FRI gerne havde set en tydeligere strategisk prioritering af.

Klimaforandringerne medfører stigende havniveauer, ekstreme vejrhændelser og ændringer i økosystemer, som skaber store udfordringer for samfundet – herunder kommunerne. Jo længere vi venter med at klimasikre, desto dyrere bliver det. 

Derfor foreslår vi, at klimatilpasningsprojekter friholdes fra anlægsloftet, samtidig med at Kystpuljen får et markant løft. Vi håber, at Regeringen med den kommende Klimatilpasningsplan II vil styrke kommunernes muligheder for at investere i klimatilpasning. 

FRI ser frem til at samarbejde med kommunerne om at realisere disse nødvendige investeringer, som vil komme alle borgere til gavn og danne fundamentet for en bæredygtig og fremtidssikret udvikling. Vi håber, at denne aftale markerer begyndelsen på en langvarig indsats for at imødekomme de omfattende behov og udfordringer, vi står overfor.

Læs flere debatindlæg

FRI Pressemeddelelse: Ny branchevejledning for Jordhåndtering er klar til rådgivere og bygherrer
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, ønsker at øge fokus på, hvordan vi i Danmark arbejder med jordhåndtering. Vi ønsker også at forbedre måden, vi gør det på. Derfor har FRI udarbejdet en ny branchevejledning for jordhåndteringsområdet. Vejledningen er udviklet med henblik på at sikre en ensartet og høj kvalitet i håndteringen af jord i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter.