Regeringen har sammen med SF, Konservative og Enhedslisten indgået en aftale, der sikrer et løft af rammebeløbet, bedre støtteordninger i Fonden for blandede byer samt større kommunalt ansvar for nedrivning af tomme almene boliger.
En samlet indsats der skal sikre flere almene boliger i Danmark, som uden tvivl kommer til at hjælpe, hvis man spørger Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
- Rammebeløbet har været en stor udfordring for hele byggebranchen, fordi det især i de større byer har været umuligt at bygge på en så lille økonomisk ramme. Derfor er det en stor lettelse, at der falder en aftale på plads i dag, så flere af de almene boligprojekter kan blive realiseret, så vi kan levere på den store efterspørgsel, der er på boliger i mange af de større byer, fortæller han.
Generelt set understøtter aftalen mulighederne for, at vi kan sikre mere blandede byer, så der er plads til alle slags mennesker i de store byer.
Dog giver aftalen også kommunerne den endelige beslutningskompetence i sager, der omhandler nedrivninger af almene boliger.
- Det giver god mening, at kommunerne får friere tøjler til at bestemme, hvad der skal ske med tomme almene boliger. Aftalen lægger i særdeleshed tryk på muligheden for nedrivninger, hvilket i nogle tilfælde kan blive nødvendigt. Vi er dog af den opfattelse, at kommunerne er nødsaget til at huske de grønne briller og ikke komme til at godkende den ene nedrivning efter den anden. I kampen for at værne om vores ressourcer, så har kommunerne også et ansvar i at indtænke mere renovering og transformation i sager om tomme almene boliger, afslutter Henrik Garver.