Af Henrik Garver, adm. direktør FRI; Lene Espersen, adm. direktør Danske Arkitektvirksomheder; Hans-Bo Hyldig, næstformand Byggesocietetet; Peter Stenholm, branchedirektør DI Dansk Byggeri; Elly Kjems Hove, branchedirektør DI BYG; Palle Thomsen, adm. direktør Danske Byggecentre og Scott Hollingsworth, arkitekt maa, formand for dommerkomiteen. d. 11. december 2020. 

I de senere år har vi set adskillige tilfælde, hvor virksomheder i byggebranchen finder sammen. Der er egentlige fusioner og opkøb, som når ingeniørog arkitektfirmaer går sammen, men der bliver også indgået mere løse, men stadigt forpligtende, strategiske samarbejder, hvor en række firmaer over en årrække samarbejder med en offentlig myndighed.

Men hvad signalerer denne udvikling, når den netop sker i byggeriet? I mange brancher ser man jo det stik modsatte - at virksomheder bliver splittet op, så de hver især kan holde fokus på deres kompetence og kundegruppe.

Det handler for en stor del om kompleksitet. Byggeprocesser har alle dage været komplekse, men de bliver det kun alt mere i takt med, at krav til især bæredygtighed, men også andre parametre, bliver strammet.

Det er nemmere at styre og koordinere, hvis én enhed, hvad end det er én virksomhed eller et etableret team af virksomheder, holder i alle tråde.

Vi bakker helhjertet op om stramningerne i reglerne, som bliver født af energikrav, brandkrav og certificeringskrav, bæredygtighedskrav, mv. - måske ikke om ambitionsniveauet af hver enkelt af dem, men om princippet bag dem.

Men samtidig vil vi pege på en risiko: Nemlig, at der bliver brugt så meget energi på at overholde alskens regler, at det går ud over kreativiteten i byggeriet. Kreativiteten - den gode og eksperimenterende arkitektur og de tekniske løsninger og beregninger, der gør den mulig - er et adelsmærke for den danske byggebranche, og sådan skal det blive ved med at være.

Langt hen ad vejen er kompleksiteten for kompleksitetens skyld kreativitetens fjende. Så hvad kan vi gøre for at mindske kompleksiteten, uden at dette står i vejen for skrappere krav til f. eks.

bæredygtighed? Lad os begynde med at gribe i egen barm, som branche: Virksomhederne kan blive bedre til at gå i dialog med hinanden fra begyndelsen af et projekt.

Det går bedre, hvis alle interessenter sidder om bordet så tidligt som muligt og kan drage fordel af hinandens viden med en åben samarbejdsinteresse, der prioriterer en fælles succes højere end den enkeltes profitmargin.

Igennem god styring og en fælles forståelse for byggeriets målsætninger kan nye regler inkorporeres i de enkelte projekter.

En vigtig pointe her er, at byggeriets interessenter inkluderer håndværksvirksomhederne, som bidrager med praktiske løsninger og viden om koordineringsudfordringer, når tegninger bliver til virkelighed. Håndværkerne kan også supplere med andre indgangsvinkler end dem, som kommer fra de store aktører.

Branchen kan også selv gøre noget i forbindelse med de talrige forsøgsbyggerier i Danmark. Det er i sig selv godt, at de er der, for det viser, at lysten til kreativitet og udvikling er til stede.

Men meget ofte er det kun den konkrete bygherre eller byggevirksomhed, der får udbytte af det - eller måske dårligt nok dem, hvis de konkluderer, at de alligevel ikke vil gå videre ad det spor.

Meget var vundet, hvis vi i højere grad kunne og ville dele erfaringer åbent med hinanden, således at den næste bygherre eller byggevirksomhed starter på en højere fælles platform.

Er der offentlige midler med i et forsøgsbyggeri, kunne man gøre det til et decideret krav, at viden bliver delt med resten af branchen.

Et andet punkt er vejledninger.

Engang udsendte Statens Byggeforskningsinstitut talrige vejledninger til byggefirmaerne, ofte på tværs af fag. I dag kommer der kun et par vejledninger om året fra instituttet.

Der er flere årsager til, at klassiske vejledninger med konkrete løsninger ikke er så aktuelle i dag. Men det vil være gavnligt, hvis der på en eller anden måde kunne tilføres ressourcer til at løfte en fælles vidensplatform på en tidssvarende måde. Også gerne med hjælp fra private virksomheder eller institutioner som f. eks. Molio, der gør et prisværdigt arbejde med at formidle viden.

Digitaliseringen er i denne henseende afgørende, og i nogen grad kan informationer i databaser være en bedre løsning end klassiske vejledninger, eller et godt supplement. F. eks. arbejder Green Building Council, der bestyrer standarden DGNB, med at opbygge databaser om materialer og metoder i bæredygtigt regi, og BIM7AA - et samarbejde mellem syv arkitektvirksomheder - er langt fremme i henseende til viden om BIM-projektering og - standarder.

Udviklingen af BIM (Bygnings Informations Modulering) er fremtidens metode til at digitalisere byggeprocesser.

På mellemlangt sigt er netop standardisering og udbredning af de digitale processer vigtig for at fremme vidensdelingen.

Dansk Standard er med sine ISO-standarder en meget vigtig aktør for at fremme udviklingen. Det bedste vil være, at alle væsentlige aktører i branchen placerer ' hånden på kogepladen' og forpligter sig til at bidrage og give feedback, som andre kan anvende, både ved de enkelte opgaver og i udviklingen af bedre værktøjer.

Som noget meget vigtigt skal digitaliseringen ikke være en byrde. Investeringen i digitale redskaber skal kunne betale sig for hver part i en byggeproces, fordi der er valgt en farbar fælles vej.

De små virksomheder vil ofte være mindre godt klædt på til at håndtere digitaliseringen.

Det er måske en generationsproblematik, der vil låse sig selv over nogle årtier, men indtil da kræver området opmærksomhed.

Trods alle standarder vil der stadig blive eksperimenteret med nye samarbejdsformer og tilgange, og sådan skal det også være. Bl. a. har mange i Danmark haft øje på IDP - Integrated Design Process, der handler om en mere holistisk tilgang til byggeri og byggeriets samarbejdsformer.

I sådanne tilfælde er det vigtigt for vidensdelingen, at der er åbenhed, og at alle aktører bliver inddraget tidligt i processen.

Endelig kan man igen se på den offentlige sektors udbudsregler, selv om det er en kompliceret affære. Der er gode grunde til, at myndigheder er forpligtet til at afsøge markedet og finde de billigste løsninger. Men det skal også være billigst i det lange løb. Også private bygherrer ønsker gode priser, men ofte ringer de til den samme kreds af leverandører hver gang, fordi den langsigtede relation også har en værdi.

Et stykke hen ad vejen er strategiske samarbejder med private virksomheder et udtryk for, at myndigheder prøver at nå samme positive effekt. Man kunne godt kigge på, om linjerne indenfor udbudsreglerne har den optimale skæring mellem at forpligte de offentlige bygherrer til at afsøge markedet og til at give dem mulighed for at indgå i langsigtede samarbejder. Men med fortsat krav om at sikre, at der er sund konkurrence om opgaverne og plads til nye aktører på markedet -også for at fremme innovation.

Til en start vil digitaliseringen også gøre det muligt at opnå en forbedring af offentlige byggerier inden for den eksisterende udbudslovgivnings rammer.

Regulativer og normer skal følges, men hvis samarbejdsgrundlaget er opbygget efter fælles, digitale standarder på tværs af en bygherres ejendomsportefølje, vil flere potentielle samarbejdspartnere kunne byde ind på projekterne - uden at tabe de fremskridt, andre har gjort før dem.

Hvad der end skal gøres, er det ikke noget, man bare kan udsætte i det uendelige.

Hvis ikke vi skal se kreativiteten, og dermed skønheden i nybyggeriet, falde, skal der større fokus på byggeriets fælles digitaliseret viden. Ikke bare om de konkrete punkter, men også f. eks. sådan, at det indgår i uddannelserne, så fremtidens entreprenører, ingeniører, arkitekter og så videre opfatter vidensdeling som en naturlig del af deres arbejde.

De tider, hvor man kunne tale om en bedre byggeskik efter rent danske håndværksnormer, er forbi. Men tanken om en fælles forståelse, af hvad det i Danmark betyder at tænke og tegne bygbart, er ikke blevet mindre aktuel.